Samfundserhvervet lungebetændelse er en almindelig og udbredt sygdom som leder til høj sygelighed og dødelighed. Den nuværende behandling er baseret på systemisk brug af antibiotika, der påvirker hele kroppen, og som fører til stigende antibiotikaresistens. Samtidig er behandlingen i sig selv medvirkende til at ændre sammensætningen af vores tarmbakterier, også kaldet tarm-mikrobiomet, hvilket igen kan føre til udvikling af resistente bakterier og bivirkninger.
Derfor vil forskerne bag det nye projekt, i en række studier undersøge, om indånding af antibiotika kan være en effektiv behandling med færre bivirkninger og afledte økologiske effekter.
Projektet, som professor Jens-Ulrik Stæhr Jensen, Herlev og Gentofte Hospital, leder, har netop modtaget 12,7 mio. kr. i støtte fra Novo Nordisk Fonden. Det udføres sammen med lektor Theis Itenov, Københavns Universitet, læge Bård-Emil Vang Gundersen, Herlev og Gentofte Hospital, medicinstuderende Alexander Svorre Jordan, Herlev og Gentofte Hospital, professor emeritus Jørgen Vestbo, samt medlemmer af Consortium for Medical Emergency Trials (COMET).
- Der er potentielt en række fordele at hente både for den enkelte patient og på samfundsniveau, hvis metoden viser sig at fungere. For det første kan vi potentielt opnå en bedre effekt på behandling fordi man får en højere koncentration af antibiotika i lungerne, altså målrettet præcist det organ hvor infektionen er lokaliseret. Vi ved også at omkring hver femte patient får bivirkninger af den nuværende behandling – den forventer vi vil falde. Og hvis man kan reducere mængden af antibiotika i tarmen hos patienterne kan man bremse resistensudvikling hos den enkelte, men også i bredere forstand, da der vil være en mindre udledning af antibiotika i spildevand fra toiletter, siger professor Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
Hypotesen skal testes i to studier, som bliver sat i gang i løbet af det kommende år.
COMET består af akutafdelingerne på Herlev-Gentofte Hospital, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, Nordsjællands Hospital og Amager-Hvidovre Hospital.
Centrale personer i dette samarbejde er, udover de ovenfor nævnte : Cheflæge Lotte Klitfod, Ledende overlæge Kathrine Dircks, Professor Henning Bundgaard, Cheflæge Christian Rasmussen, Cheflæge Jens Rasmussen, Overlæge Frederik Engsig, Forskningslektor Pradeesh Sivapalan, Seniorforsker Louise Tønnesen, Afdelingslæge Jon Gitz Holler, Professor Kasper Iversen, Professor Ove Andersen, Seniorforsker Emma Ilett.