Da sygeplejerske Gitte Lund Koefoed i april delte et Facebook-opslag på sin personlige side og efterlyste folk til at strikke og hækle små svøb til dødfødte børn – sommerfuglebørn - forestillede hun sig, at en håndfuld ville melde sig. Men det blev til over 30.000 delinger af opslaget på et døgn, et utælligt antal personlige beskeder til Gitte og efterfølgende kassevis af fine strikkede og hæklede ting.
"Det var fuldstændig overvældende. Hver gang jeg svarede på en besked, kom der to nye", fortæller Gitte, som hurtigt fornemmede, at projektet greb om sig. Ikke mindst da TV2 og Lorry også bragte historien.
Gitte handlede derfor hurtigt for at gribe de mange flittige hænder og gode viljer. Hun har nu oprettet Facebook-gruppen ’Sommerfugle-børn’, som man kan melde sig ind i og nørkle med.
"Jeg er meget taknemmelig for de mange ting, jeg har modtaget her til afdelingen. Det er fine ting, så vi kan svøbe de små børn blødt. Lige nu har jeg tre kasser og to skabe fulde. Og vi har endda også modtaget pakker fra Sverige og England og henvendelser fra f.eks. Canada, USA og New Zealand", sigerr Gitte, som også har sørget for, at der i Sommerfugle-børn er kontaktpersoner fra landets øvrige hospitaler, som er klar til at modtage håndarbejdet og få glæde af det.
Hvis du vil strikke og hækle med til sommerfuglebørnene, så find gruppen ’Sommerfugle-børn’ på Facebook. Der er tale om en lukket gruppe, som du anmoder om at blive medlem af. Du kan også finde gruppen som ’Sommerfugle.boern’ på Instagram.