P-pillen er bedre end sit rygte

Bivirkningerne skræmmer mange unge brugere af den snart 50 år gamle præventionsform. Men p-pillens fordele vejer tungere end ulemperne.
 


Reservelæge og ph.d.-studerende Malin Nylander og professor Sven O. Skouby fra Reproduktionsmedicinsk Klinik.


Af Anne Marie Henningsen

Risikoen for blodpropper præger ofte debatten om p-piller, som i dag bruges af over halvdelen af de 15-19-årige danske piger. Men faktisk er risikoen for at pådrage sig en blodprop under en graviditet højere end den, man løber som p-pillebruger.

- Lad os starte med at slå fast, at det er vigtigt, at de unge bruger prævention, siger reservelæge og ph.d.-studerende Malin Nylander fra Reproduktionsmedicinsk Klinik på Herlev Hospital.

Unge skal tage ’gamle’ piller

Det kan være en udfordring for de unge piger – og deres læger – at finde den rette præventionsform. Men ifølge Malins vejleder, professor Sven O. Skouby, kan det lykkes for langt de fleste. Det kræver dog tålmodighed og en kortlægning af risikofaktorer som overvægt, rygning og disposition for eksempelvis blodpropper.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler teenagere at starte med at afprøve en af de ældre p-pille-typer. Deres lave indhold af kunstigt østrogen og det såkaldte andengenerationsgestagen medfører nemlig den laveste risiko for blodpropper, forklarer Sven O. Skouby.

Men gestagenet kan give irriterende bivirkninger som øget hårvækst og vægt, uren hud og humørsvingninger. Det får nogle til at droppe pillerne.   

Mere end prævention

- Man bør altid søge ekspertrådgivning, inden man opgiver at finde en præventionsløsning, man kan trives med. Især hvis man lider af tilstande som PMS, endometriose og polycystisk ovariesyndrom (PCOS), siger Malin Nylander.

For p-piller kan mere end først antaget. Eksempelvis er tiden løbet fra den klassiske pillepause på en uge. Mange kvinder kan få bugt på deres humørsvingninger eller undgå opblussen af endometriose ved at tage pillerne uafbrudt. 

Reproduktiv sundhed

Mellem 5-10 % af de danske kvinder døjer med PCOS. På Reproduktionsmedicinsk Klinik behandles mange for diagnosen, som Sundhedsstyrelsen netop har udgivet en national klinisk retningslinje for.

- Livet kan være miserabelt for en ung pige, der på grund af svære PCOS-symptomer som overvægt, skægvækst og uren hud isolerer sig socialt. P-piller kan bryde den onde cirkel og forebygge dannelsen af cyster, som ellers kunne beskadige æggestokkene. Dermed kan vi hjælpe pigerne med at holde deres reproduktive sundhed ved lige, så de kan få børn en dag, siger Sven O. Skouby.

Redaktør