
Flagene var hejst og humøret var højt, da hospitalets naboer, politikere, rådgivere og konsortier, der arbejder med Nyt Hospital Herlev, var inviteret til at overvære det første spadestik, som foregik 28/4 på plænen syd for hospitalets hovedindgang.

- Jeg er meget glad for, at dette første spadestik er til et hospital, hvor mennesket i den grad er sat i centrum. Med Nyt Hospital Herlev realiserer vi en ambition om, at arkitekturen skal understøtte den bedst mulige behandling i et sammenhængende patientforløb i smukke og venlige rammer. Både patienter og personale er taget med på råd for at sikre et velfungerende og venligt hospital, sagde Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

- Vi lægger vægt på at gøre Herlev Hospital mere grønt og venligt. Nybyggeriet, som forventes at stå klar til brug i 2018, betyder samtidigt at forholdene for patienter og personale bliver væsentligt bedre end i dag. Vi har med andre ord et overordentligt stort behov for de ekstra kvadratmeter, sagde hospitalsdirektør Søren Rohde. På billedet ovenfor får han en snak omkring modellen af Nyt Hospital Herlev med regionrådspolitiker Abbas Razvi (B), projektdirektør i Bygge- og Teknikafdelingen Connie Barfod og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Det Nordiske Køkken bød på delikate smagsprøver af blandt andet friterede porrer, brændte porre-toppe og marv-kiks.

Køkkenchef Michael A. Nielsen var selv med til at præsentere maden, som også bestod af tørrede bær og valnøddeis lavet med flydende nitrogen.