Det er en læge med et solidt og langvarigt kendskab til hospitalet, som nu indtræder i ledelsen af Afd. for Mave-, Tarm- og Leversygdomme.
Vibeke Parner har været tilknyttet hospitalet i over 15 år, bl.a. som overlæge, leder af sengeafsnit og leder af ambulatoriet med behandlingsansvar for patienter med tarmkræft på Afd. for Kræftbehandling. Hun er også Master of Public Governance fra CBS.
Siden 2020 har Vibeke haft fuldt fokus på SP og andre digitale indsatser, som enhedschef i Klinisk Kvalitet og Patientforløb, lige som hun har været hospitalets Chief Medical Information Officer.
Vicedirektør Lisbet Ravn siger:
- Jeg er først og fremmest rigtig glad for at Vibeke Parner bliver en del af hospitalsledelsen. Hun har som mangeårig overlæge, og senest enhedschef, her på hospitalet vist stort engagement og styrke både som læge og leder. Jeg er derfor også sikker på at vi nu står med et stærkt lederteam i Gastroenheden.
Også Vibeke Parner selv, ser frem til at tiltræde den nye stilling:
- I de seneste år har jeg arbejdet på tværs af de kliniske afdelinger på HGH. Som cheflæge i Afdeling for Mave, Tarm- og Leversygdomme glæder jeg mig til at kunne fokusere på ledelse, og hvor mine vigtigste pejlemærker er godt arbejdsmiljø, faglig stolthed med plads til udvikling og sikker drift, uden alt for meget brandslukning, siger hun og fortsætter:
- Jeg tror på værdien af stærkt samarbejde og tillidsfulde relationer, og at når ledelse skaber retning og følgeskab, så bliver det tydeligt for den enkelte, hvad der skal ske, hvorfor, hvordan og hvornår. I min optik skal vi øve os på at se hospitalet endnu mere gennem patienternes øjne, så deres behov og prioriteringer bliver vores rettesnor samtidig med, at vi hele tiden bringer vores stærke faglighed og målrettede rådgivning i spil.