Inddragelse af patienter og pårørende har stået højt på dagsordenen i sundhedsvæsenet i en årrække. Der er udtænkt metoder, skrevet rapporter og lavet anbefalinger til, hvordan det kan gribes an. Men hvordan kommer vi ud over stepperne, så det får mærkbar effekt i hverdagen? 

Det har Anne Meiniche nogle konkrete bud på. Hun har flere erfaringer end de fleste med hospitaler og sundhedsvæsen på godt og ondt. Efter en alvorlig bilulykke for 23 år siden befandt hun sig pludselig i rollen som patient – og med årene superpatient. Ud fra egne erfaringer bidrager hun via artikler, foredrag og bøger til at styrke dialogen mellem patienter og sundhedspersonale generelt.

Og det er netop en af hendes væsentligste pointer – at dialogen kan styrkes, og gerne helt fra starten, så patienten bliver inddraget bedre i behandlingen.

- Der mangler en ordentlig indledende samtale, hvor patientens ressourcer og eget ønske om at bidrage får plads og retning. Det skaber utryghed, hvis man som patient ikke bliver hørt og inddraget. Samtalen skal gerne være så konkret, at der ikke er tvivl om, hvad patienten selv ønsker at bidrage med og hvordan. Vi skal bevæge os 'from patient to participant'. Selvfølgelig skal samtalen også handle om diagnosen, men vi er ikke kun diagnoser. Vi er også mennesker, og vi kan noget forskelligt, siger hun og understreger, at det naturligvis er forskelligt, hvor meget den enkelte patient kan bidrage med, og det skal der være plads til.

Indfør en rubrik i journalen til patienten   

Anne Meiniche foreslår, at den indledende samtale munder ud i en nedskrevet og helt konkret aftale, som beskriver, hvad patienten selv kan og vil.

- Det er vigtigt, at det bliver skrevet ned. Det er ikke nok, at en sygeplejerske taler med Fru Jensen hen over sengen – det har de glemt kort efter. Det skal skrives ned, så det er klart for alle – så det bliver en ramme, man kan være i som patient. Det tager lidt tid, men jeg tror virkelig, det kommer godt tilbage, siger hun.

Og hun har et helt konkret forslag til, hvordan den gode indledende samtale med patienten kan blive en naturlig del af patientforløbet. Både så det bliver skrevet ned, og så det bliver ensartet for alle patienter.

- Jeg har et godt hack til at få den indledende samtale sat i system: Indfør en rubrik i journalen. Jeg undrer mig over, at der ikke er en rubrik i journalen, som fortæller, hvad patienten kan og vil bidrage med. Hvis lægen og patienten i forening skulle udfylde sådan en rubrik, ville samtalen ikke være til at komme udenom. Som læge skulle du finde ud af, hvad det er for en patient, der sidder foran dig. Du kan ikke nøjes med at sætte et flueben eller udfylde rubrikken selv. Du skal tale med patienten om, hvordan vedkommende vil inddrages, og så skal du skrive ned, hvad I er nået frem til. Og det bør være det samme med de pårørende, siger Anne Meiniche.

Tænk medrørende i stedet for pårørende

Anne Meiniche opfordrer generelt til bedre inddragelse og højere agtelse af de pårørende, så også deres ressourcer kommer bedre i spil. Hun introducerer begrebet medrørende, og som ordet indikerer, handler det bl.a. om medinddragelse, medfølelse og ikke mindst om at være medspiller.

- Pårørende er et meget bredt begreb. Det kan være alt fra en fætter til en veninde og alle andre, der besøger patienten på afdelingen. Medrørende er mere dækkende. Medrørende er den eller dem, der er absolut tættest på patienten. Hvis man som sundhedspersonale fokuserer den tid, der er, på de allertætteste, så kan man få et ægte samarbejde, siger Anne Meiniche.

Også her bør det gode samarbejde med den medrørende baseres på en samtale i en ordentlig ramme, så det ikke bare bliver en bemærkning i forbifarten.

- Som medrørende ved man ikke altid, hvor man skal gøre af sig selv. Man vil nødig være på tværs eller irriterende af skræk for, at det påvirker behandlingen af ens kære. Men ligesom patienten kan også den medrørende have meget at byde ind med og bør have mulighed for at fortælle, hvad man har af ressourcer og lyst til at bidrage med. Igen: Det er ikke alle, der kan og vil, men i en verden, hvor der mangler plejepersonale, så vi skal da sige velkommen til de patienter og medrørende, der gerne vil bidrage selv, siger hun.

Tag et lille skridt ad gangen

Nogle steder foregår den gode indledende samtale allerede. Anne Meiniche kender fx til et infektionsmedicinsk afsnit i Region Midt, som har indarbejdet det på forbilledlig vis og højnet patienttilfredsheden betragteligt.

- Kort efter patienten bliver indlagt, mødes det team, der er omkring patienten, i dette tilfælde læge, sygeplejerske og fysioterapeut, til et kort møde på 5-10 minutter. Derefter går de ind og har møde med patient og medrørende. Sigtet er, at man hurtigst muligt har en samtale om, hvordan forløbet skal køre, og hvordan patient og medrørende selv ønsker at være med. Hvis de medrørende ikke kan være der til samtalen, så finder personalet et tidspunkt, hvor de kan tage dem med virtuelt, siger hun.

Det er en enkel måde at skabe inddragelse, men som kan have stor effekt for både patient, medrørende og sundhedspersonale.  

- Jeg synes, det er vigtigt, at man kan tage små skridt mod store mål. At tænke 'from patient to participant' og fra pårørende til medrørende – I kan godt tage et lille skridt ad gangen.​