Birgitte Christiansen er både her og dér i sit arbejde med kræftpatienter. Hun arbejder i Center for Kræftforskning, klinik 5, på Herlev Hospital. Men hun har også, som en del af sit arbejde, sin gang i Kræftrådgivningen i Herlev.
Kræftrådgivningen er kræftens Bekæmpelses hus på Herlev-matriklen, hvor Birgitte hver anden uge er en del af det team, som kører træningsprogrammet ’krop & kræft’.
’Kræftpatienter er simpelthen de sejeste patienter, der findes!’
Birgitte er forholdsvis uimponeret over, at det netop er hende, som er valgt til at modtage årets sygeplejepris, men hun synes, det er vigtigt, at der sættes fokus nå sygeplejen – og at man har valgt en fra kræftspecialet.
"Altså, det er fint nok at få den. Men det er noget andet, der tæller for mig. Nemlig den forskel, jeg ser, at vi kan gøre for patienterne", siger Birgitte og fortsætter:
"Kræftpatienterne kravlede på en eller anden måde ind under huden på mig. De talte til mig på en speciel måde. De repræsenterer en kompleksitet, som er udfordrende. Kræftpatienter er simpelthen de sejeste patienter, der findes. Alt det de kan, og alt det de gør. Det er imponerende".
65-årige Birgitte Christiansen har været sygeplejerske siden 1978.
"Jeg blev sygeplejerske, fordi jeg kunne se, at der var så mange muligheder med faget. Jeg kan godt lide fagets kombination af teori og praksis, og jeg var allerede dengang bevidst om, at jeg med en uddannelse som sygeplejerske både kunne arbejde som basissygeplejerske og f.eks. undervise, gå ledervejen, rejse og meget mere".
Birgitte blev uddannet fra sygeplejeskolen i Hillerød, og der gik ikke mange år, før hun var godt ude af ledelsessporet, bl.a. som leder af en stor medicinsk afdeling i Hillerød.
'Jeg kunne noget med de patienter'
I 1985 fik Birgitte Christiansen sit første barn. Men et krævende job og et lille barn fik familien til at gøre status.
"Jeg var så optaget af jobbet, at jeg kom til at glemme, at jeg også havde en familie. Jeg måtte simpelthen finde ud af, hvordan der kunne blive en god balance, så jeg også var hjemme i hovedet, når jeg var fysisk hjemme. Derfor tog jeg en beslutning og søgte job på Finseninstituttet, hvor jeg kom til at arbejde med kræftpatienter", fortæller Birgitte.
Siden da har hun kontinuerligt arbejdet med kræftpatienter – næsten. Men det vender vi tilbage til.
"Fra min elevtid vidste jeg, at sygeplejens facetter kommer i spil med denne patientgruppe. Jeg kunne noget med de patienter. Jeg tror, at det skyldes, at jeg turde gå ind i kommunikationen og samarbejdet med dem. Mange er igennem hårde behandlingsforløb og nogle har en begrænset livshorisont. Jeg ville bruge mit fag til at støtte dem til at få et godt hverdagsliv og et liv ved siden af behandling og sygdom", forklarer Birgitte Christiansen.
Derfor får Birgitte prisen
Birgitte, som har været leder af en klinisk forskningsenhed på både Rigshospitalet og senere på Herlev Hospital, og som har beskæftiget sig indgående med forsøgsbehandlinger på kræftområdet, får bl.a. Sygeplejeprisen 2021 for, i samarbejde med professor Dorte Nielsen og afdelingen, at udvikle informationsmøder om forsøg med kræftmedicin. Møderne har efterhånden kørt nogle år, og det er værd at bemærke, at patienter og pårørende særligt har anerkendt den formidlingsmæssige dimension, hvor et komplekst område forvandles til tilgængelig og nærværende viden.
"Når vi holder møder med patienterne, er det altid forunderligt at se, hvordan sådan en gruppe patienter og pårørende kan motiveres til at åbne op for gode samtaler, på trods af at de er et voldsomt sted i livet. Og det er interessant at se, hvordan man kan skabe tryghed i et rum. Folk kender ikke hinanden, men åbner sig i kraft af det, der sker i rummet", forklarer Birgitte Christiansen.
Sygeplejeprisen 2021 gives også for Birgitte Christiansens arbejde med patienter med kræft i bugspytkirtlen. Bugspytkirtelkræft er en brutal diagnose, som følges af en brutal behandling.
"En af mine yndlingsdiscipliner er arbejdet med netop disse kræftpatienter. Her får jeg hele paletten i mit fag i spil: det kliniske arbejde, den pædagogiske dimension, den psykosociale indsats, kommunikationen … ja, det hele. Det er fascinerende", siger Birgitte, som sammen med kolleger også har taget initiativ til at udvikle en patientskole for patienter med bugspytkirtelkræft og deres pårørende.
Den tredje begrundelse for tildelingen af Sygeplejeprisen 2021 er Birgittes engagement i Krop & Kræft-arbejdet. Birgitte er med til at drive de seksugers-programmer, som kræftpatienter får tilbudt. Her står menuen på hård fysisk træning de fleste af ugens dage. Og patienterne kommer, selv om de f.eks. har fået kemo dagen før, og er med på en trappetur op til 26. etage i tårnet.
Krop & Kræft-programmet handler også om at hjælpe patienterne godt videre. Hvad har de af aftaler, når Krop & Kræft er slut? Hvorhenne? Og hvordan?
Grønland – det smukkeste sted i verden
Selv om arbejdet med kræftpatienter i dén grad trækker, så står Birgitte alligevel i lufthavnen 4. oktober med en billet til Grønland. Hun skal op og arbejde seks uge på hospitalet i Ilulissat. Der har hun været mange gange før, både i hele og halve år og også sammen med familien.
"Jeg kunne ikke lade være. De ringede og spurgte, om jeg kunne hjælpe. Og så var jeg heldig at kunne få orlov", forklare Birgitte og fortsætter:
"Det er ikke fordi, at jeg er sådan en adrenalin-junkie, men jeg kan godt lide måde at arbejde på, når jeg er deroppe. Der noget specielt ved, at man aldrig helt ved, hvad der kommer ind af patienter og hvad dagen bringer".
Hospitalet i Ilulissat er noget mindre end Herlev Hospital. Der er nærmest tale om et dukkehus ved siden af med ca. 23 sengepladser. Det er et lille bitte sygehus med skadestue, praktiserende læge, kirurgi, røntgen, blodprøver, psykiatri og det hele samlet i ét hus. En gang imellem kommer en specialist til hospitalet, f.eks. en ortopædkirurg, og så kommer alle patienter fra et stort område ind på hospitalet til behandling.
"Grønland er det smukkeste sted i verden. Jeg er bidt af landet og naturen. Og jeg kan lide grønlænderne og har et godt netværk deroppe. Men nu har jeg jo så også fået børnebørn herhjemme, så det bliver nok ikke noget med at flytte derop i længere perioder", understreger Birgitte Christiansen.
Og så er der pludselig noget der bipper under interviewet. Det er en telefon i en lomme. Tiden er løbet og Birgitte skal videre til en skrøbelig patient, som venter på hende. Selvfølgelig skal hun det – sådan skal det være!
Om sygeplejeprisen
Sygeplejeprisen gives hvert år til en sygeplejerske, der har ydet en helt særlig indsats for at udvikle sygepleje, der indfrir hospitalets ambition 'Godt Behandlet'. Prisen på 25.000 kr. går til videreudvikling af prismodtagerens speciale.
Sygeplejersker, der opfylder mindst et af følgende tre kriterier, kan indstilles:
- Har udviklet og implementeret ny viden med stor betydning for den patientoplevede kvalitet.
- Fungerer som drivkraften i at udføre sygeplejehandlinger og aktiviteter på en ny og evidensbaseret måde.
- Har udarbejdet, beskrevet og publiceret en aktivitet eller en klinisk retningslinje, som har betydning for det sammenhængende patientforløb.