- Det er meget ærefuldt for mig at modtage legatet, ikke mindst fordi, det er mine kollegaer, som står bag indstillingen.
Sådan lyder det fra sygeplejerske Elisabeth Freiesleben, Afd. for Medicinske Sygdomme, der er én af de 14 sygeplejersker her fra hospitalet har modtaget 10.000 kr. fra Grethe Foss´ legat.
Men stoltheden er den samme, når man taler med de øvrige modtagere af legatet – blandt dem Karin Poulsen, som fremhæver at det er kollegerne, der har indstillet hende
- Vi har en fed arbejdsplads, og det gør jo også at jeg bliver ved selvom jeg er "en gammel pige", siger Karin, der arbejder som sygeplejerske på Afd. for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler.
De 14 legatmodtagere er fordelt på en række af hospitalets afdelinger, og det glæder vicedirektør Rene Priess at så mange sygeplejersker her fra hospitalet er blevet udvalgt.
- Først og fremmest vil jeg sige tillykke til de 14 legatmodtagere herfra med hæderen. Det er vigtigt for hospitalet, at vi har sygeplejersker, som kan bidrage med deres erfaring og store viden, og jeg er glad for at se, at det gode kollegaskab hyldes af de mange medarbejdere, som har indstillet legatmodtagerne, siger han.

Foto: Her fire af legatmodtagerne - fra venstre er det Eva Vøhtz, Lone Bernth samt Birgitte Wegeberg og Pernille Sparsø
Sygeplejersker som fyrtårne
Uddelingen af legatet blev markeret med en reception i Industriens Hus i København for alle de sygeplejersker landet over, der er udvalgt i år, som også er sidste gang legatet uddeles.

- Vi har fået mange flere indstillinger end vi kan give legat til. Det har været overvældende at læse de mange fine beskrivelser af ældre sygeplejersker, som igennem et helt arbejdsliv har været et fyrtårn for både patienter og kolleger. I flere tilfælde har en hel afdeling indstillet en ældre kollega, lige fra overlægen til piccoline og lægesekretær med beskrivelser af hvordan en person har gjort en forskel for hele afdelingen, siger Ettie Castenskiold, som er formand for Grethe Foss' Legat og oldebarn til Alexander og Margrethe Foss.
"Seje personer"
Grethe Foss' Legatet uddeles, som nævnt, i år for sidste gang og det kommer hele 108 sygeplejersker til gode. De er alle tæt på pensionsalderen og så har de nogle helt særlige karakteristika, siger Jette Søe, som er medlem af legatbestyrelsen og tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd.
- Det er nogle seje personer. De er blevet ved sygeplejegerningen og ofte den almindelige del af den uden at videreuddanne sig eller blive chefer. De er gode kollegaer, som lærer fra sig og altid er der, når der er brug for hjælp. De er virkelig værd at give et legat til.
Om legatet
Legatet blev indstiftet af den markante erhvervsmand og politiker Alexander Foss til minde om datteren Grethe, som fik tyfus og døde i 1922, blot 13 år gammel. Alexander Foss' liv tog en alvorlig drejning, da han selv fik en hjerneblødning og derefter mistede først sin datter Grethe og derefter sin hustru Margrethe. Han var meget taknemmelig over skiftende sygeplejerskers indsats for familien, og med legatet ville han hjælpe aldrende sygeplejersker, som ofte ikke havde en pension at leve af.