​Professor Sven O. Skouby er, trods sine snart 73 år, stadig en travl mand. Det mærker man undervejs i interviewet, hvor både den ene og den anden telefon bimler og bamler. Men Sven skænker dem ikke opmærksomhed, for lige nu fortælle han et langt liv i medicinens, forskningens og ikke mindst gynækologiens - og obstetrikens verden.

"Mange starter med at spille golf i min alder. Jeg stoppede med at spille golf, da jeg var 17 år. For at få tid til mine studier", siger Sven O. Skouby med et skævt smil. 

 Skimmer man hans CV, ville det nok også have været svært at klemme golf ind. Han blev færdig på medicinstudiet i 1974 - syv år efter studentereksamen. Blev specialist i gynækologi og obstetrik i 1983, fik en doktorgrad i 1987, fortsatte som klinikchef på Frederiksberg Hospital i 1994, fik et klinisk forskningsprofessorat i gynækologisk endokrinologi ved Københavns Universitet fra 1999-2007 og senere i 2007 blev han såkaldt lærestolsprofessor ved Københavns universitet, som er den fineste professortitel, man kan opnå, med tilknyttet overlægefunktion på Herlev Hospital. For nu bare at gøre et par nedslag i det alenlange CV.

Da Skouby var færdig som læge tog han vikariater i forskellige specialer for at finde ud af, hvilken vej han skulle. Men i virkeligheden havde han besluttet sig for gynækologi og obstetrik:

"Det er jo et speciale, som helt automatisk inkluderer positive oplevelser. Det var bjergtagende, når man så et barn blive født efter en vanskelig graviditet, og så, hvordan dygtige jordemødre og børnelæger kunne trylle. At se hvordan livet tog over, hvis barnet var skrøbeligt. Jeg var meget glad for det tværfaglige samarbejde mellem læger og jordemødre. Det lærte os yngre læge en masse", siger Sven O. Skouby.

I dag lyder det skørt, men dengang i 1974, da Skouby stod som nyuddannet kandidat, var der arbejdsløshed blandt læger. Han fandt dog et vikariat på Rigshospitalet, hvor han hurtigt fik ret så ansvarsfulde opgaver. Og det var også her, han drejede ind på forskningsvejen:

"På Rigshospitalet havde man opbygget en funktion for gravide med diabetes. Dengang var der ikke ret mange, som interesserede sig for det. Men en kollega, som var foregangsmand på området, drev det nærmest frivilligt og uhonoreret og tog sig af kontrollen af gravide.  Dét arbejde synes jeg var fascinerende og spændende. Bl.a. fordi det var en cocktail af to specialer, hvor endokrinologi – altså læren om hormonsygdomme – også var i spil. På Rigshospitalet blev der etableret et forskningscenter for området, og det blev min vej ind i forskning om diabetes hos gravide", forklarer Sven Skouby.

P-pillen blev introduceret i Danmark i 1966 og ikke mange år efter bølgede diskussionen om blodpropper og p-piller. Dengang troede man, at blodpropper hang sammen med kolesterol, men undersøgelser viste, at p-pillerne også kunne spille en rolle: 

"Jeg var interesseret i at få indsigt i mekanismerne ved blodpropdannelsen og samspillet mellem sukker – og fedtomsætning og blodets evne til at størkne.  Sammen med kolleger undersøgte jeg forskellige hormoner i p-piller og kiggede efter centrale markører, som kunne påvise risiko. Det var det, jeg senere skrev disputats om". 

  

Da Herlev Hospital var helt nyt blev Skouby i 19976 ansat under professor Jørgen Falck Larsen, som også var interesseret i krydsningen mellem gynækologi, obstetrik og endokrinologi. Det ansporede Skouby til yderligere forskning og internationalt samarbejde:

"Det blev starten på at få opbygget internationalt samarbejde, hvor vi dannede diverse selskaber og   diskuterede fordele og risici ved hormonbehandling bredt ved f.eks. koncensusmøder", fortæller Skouby, som bl.a. hen ad vejen var initiativtager til og koordinator af den Europæiske konsensus-konference ’Sex Steroids and Metabolism’ (i 1989, 1995, 2002) og f.eks. kan skrive titler som ’medlem af organisationskomitéen for den gynækologiske verdenskongres FIGO i 1997’ på CV’et blandt mange mange andre erhverv og tillidsposter.

Fra forskning i aspekter af p-piller gik vejen over fertilitet. Som Skouby meget præcist udtrykker det:

"Der er jo en fælles flade her. I det ene tilfælde handler det om at undgå graviditet, og i det andet om at stimulere til graviditet. Alt sammen har noget med hormoner at gøre".

Siden 1994 havde Skouby været klinikchef på Frederiksberg Hospital, men da Herlev Hospital i 2007 ønskede at styrke fertilitetsbehandling og forskning på området, fik han i 2007 et lærestolsprofessorat ved Københavns Universitet med dertil hørende overlægestilling og titel af klinisk leder af hospitalets fertilitetsklinik: 

"Rigshospitalet var jo ellers stedet, hvor der både blev forsket i området og hvor patienterne fik behandling mod barnløshed. Men der begyndte at blive et tiltagende behov for hjælp til graviditet, og det er jo bestemt ikke blevet mindre siden", konstaterer Sven Skouby, med reference til de fertilitetsproblemer, som mange kæmper med i dag.

Mens han har været i fertilitetsklinikken, er der sket en enorm udvikling i mulighederne for at hjælpe barnløse. Succesraten er gået i vejret og flere forlader klinikken med et barn i maven:

"Fra en almindelig reagensglasbehandling har vi undervejs i min tid fået både ICSI, hvor en enkelt sædcelle injiceres direkte i cytoplasmaet i et æg. Vi har TESA, hvor mandens sædceller udtages direkte fra en af testiklerne, når manden kun har levende sædceller i testiklerne, og vi kan fryse æg ned. Muligheden for at hjælpe er i dag meget større end tidligere", forklarer han.

Hormoner eller ej i overgangsalderen

I 1980’erne udkom der artikler fra store amerikanske undersøgelser som viste, at der var markant nedsat risiko for hjerte-kar-sygdomme, hvis kvinder tog hormoner i overgangsalderen. Det blev endnu et forskningsområde, som lå godt for Sven Skouby. 80’erne blev fulgt af 00’erne, hvor forskning ikke viste nogen særlig gevinst ved hormonbehandling:

"På det område har der om noget sted været store diskussioner med fundamentalister på begge sider. Men i dag ved vi, efter en revidering af de oprindelige data fra 80’erne,  der er en vis gavnlig effekt og et ’vindue’ på cirka 10 år efter menopausen, hvor kvinder kan have gavn af hormonbehandling i forhold til f.eks. hjerte-karsygdom", slår Skouby fast.

For Sven O. Skouby har de mange år med forskning, behandling og internationalt samarbejde med hans egne ord været ’en kæmpe rejse i det, der interesserer mig allermest’.

Men han er glad for, at han fik mulighed for at tilbringe det meste af sin forskertilværelse i en tid, hvor det var knapt så besværligt at forske:

"Den kliniske forskning er blevet vanskeligere. Der stilles store krav til dokumentation og kontrol. Det er sådan set helt rimeligt, men ventetider på godkendelser er blevet meget længere og det giver problemer, hvis man f.eks kun har et stipendium i seks måneder, men skal vente et år på diverse godkendelser, før man kan komme i gang. Man kan ikke tro andet, end at mange risikerer at løbe sur i det. Og det er synd og skam".

Selv om Skouby sendes godt afsted med et afskedssymposium 10. juni, som er spækket med solide oplæg fra kolleger fra nær og fjern, så forlader han ikke gerningen helt. Naturligvis ikke, fristes man til at sige. 

"Nej … de næste to år er jeg jo såkaldt emeritus. Altså trukket tilbage. Men det betyder bare, at jeg stadig har en vis tilknytning til hospitalet og universitetet og f.eks. vejleder mine ph.d.-studerende i mål", siger Sven O. Skouby, som også på falderebet – i en bisætning – når at fortælle, at han såmænd da også fortsætter med at bruge sin erfaring i forhold til at hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med at vurdere forløb inden for hans speciale.