Sund kost og fysisk aktivitet nedsætter risikoen for kejsersnit

​Herlev og Gentofte Hospital har bidraget til stort internationalt forskningsprojekt blandt gravide. Resultatet viser, at gravide kan nedsætte risikoen for at føde ved kejsersnit med ca. 10 pct., hvis de spiser sundere og er mere fysisk aktive. 

Myten siger, at gravide skal spise for to og passe på med fysisk aktivitet – men det er netop en myte. Sund kost og fysisk aktivitet under graviditeten kan nemlig nedsætte risikoen for kejsersnit med ca. 10 pct. Det viser resultatet af et stort, internationalt forskningsstudie med resultater fra 36 videnskabelige projekter og over 12.000 gravide deltagere.

Studiet er det hidtil største af sin art, og Herlev og Gentofte Hospital har deltaget og budt ind med et vigtigt projekt om effekten af livsstilsændringer blandt gravide.

- Vi har bidraget med et forskningsprojekt, der fokuserede på svært overvægtige gravide. Her kunne vi påvise, at grundig vejledning i sund kost og fysisk aktivitet kunne halvere det antal kilo, kvinderne tog på under graviditeten, fortæller Nina Geiker, Ph.d. på Enhed for Diætetik og Klinisk Ernæringsforskning, Herlev og Gentofte Hospital.

Kvinderne fik ti sessioner med vejledning a en times varighed under graviditeten. I gennemsnit tog de 6,6 kilo på. Kvinderne i kontrolgruppen uden vejledning tog 13,3 kilo på, hvilket svarer til den gennemsnitlige vægtstigning blandt gravide. 


Flere resultater på vej

Enhed for Diætetik og Klinisk Ernæringsforskning har flere projekter i gang, hvor de ser på livsstilsændringer blandt gravide.

- Vi afslutter snart et stort og nyt forskningsprojekt blandt overvægtige gravide. Her undersøger vi effekten for de gravide og børnene, hvis den gravide har haft en kost med mange proteiner og lavt glykæmisk indeks, fortæller Nina Geiker.

Det netop afsluttede studie er publiceret i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal og også offentliggjort via Københavns Universitet.


Redaktør