Stor aktivitet i Covid-19-forskning på Herlev og Gentofte Hospital

​Flere end 30 forskningsprojekter, der involverer Covid-19 er lige nu i gang på hospitalet. Projekterne fordeler sig på næsten alle afdelinger og mange faggrupper.

Vent...


Siden Corona-pandemien ramte Danmark, har det på mange måder forandret fokus og hverdagen – ikke mindst på hospitalet. Og forskningen er ingen undtagelse. I løbet af kort tid er der igangsat en række Covid-19-studier, der spænder bredt indholdsmæssigt.
Nogle undersøger effekten af en bestemt type behandling på patienternes forløb, hjertets betydning for udvikling af sygdommen eller konsekvenserne af øget håndhygiejne hos børn under pandemien. Mens andre igen har fokus på f.eks. diabetes- eller nyrepatienter. Projekterne er mange og forskelligartede, men er alle et udtryk for hospitalets store forskermuskel, siger konstitueret hospitalsdirektør, Steen Werner Hansen.

- Det er rigtig positivt, at vi som universitetshospital i den grad formår at gribe muligheden, og bidrage til at skaffe ny og vigtig viden i en så usædvanlig situation, siger han.

Stærkt samarbejde på tværs

En af de afdelinger, der har flere projekter i gang, er Afdeling for Hjertesygdomme. Her har et hold af medicinstuderende og Ph.d.-studerende sammen med deres vejleder, forskningsleder Tor Biering-Sørensen, bl.a. vist, at en ultralydsskanning af hjertet i kombination med en blodprøve kan hjælpe læger med at forudse, hvilke covid-19-patienter, der er i høj risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb.
De foreløbige resultater lå klar efter lidt over en måned, og er et godt eksempel på hvordan Corona-situationen har påvirket mulighederne for forskning.

Tor Biering-SørensenNY.jpg

- I løbet af bare en måned lykkedes det at etablere muligheden for, at vi kunne undersøge patienter på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor der har ligget Covid-19-patienter. Der har været en åbenhed og et samarbejde på tværs af hospitaler, som er imponerende og noget alle involverede kan være stolte af, siger Tor Biering-Sørensen.

Han fremhæver også selve godkendelse af protokol og finansieringen, som også kom på plads ”exceptionelt hurtigt”.

Hurtigere implementering af viden til praksis

Også professor i sygepleje Hanne Konradsen er involveret i flere studier med udgangspunkt i Coronapandemien. Ét af dem foregår i et samarbejde mellem Afdelingen for Lindrende Behandling og sygeplejerskeuddannelsen på Professionshøjskolen København. 

Her undersøger hun oplevelserne og erfaringerne hos patienter med behov for specialiseret lindrende behandling, som normalt enten vil have deres gang her på hospitalet eller modtage hjemmebesøg, men pga. Corona-epidemien nu hjælpes på en anden måde. 

- Igennem vores forskning har vi kunnet påvise hvor meget de samfundsmæssige tiltag som f.eks. social distancering påvirker andre grupper af patienter, og ikke kun de der er smittet med Covid-19, som eksemplet er for disse patienter i palliativ behandling. Corona-situationen gjorde, at vi lynhurtigt fik et samarbejde op og stå mellem forskere i klinisk praksis og forskere involveret i uddannelse. Det giver gode muligheder for direkte transfer fra forskningsresultater til de undervisere der er i kontakt med vores studerende.  Så ikke bare sikrer vi hurtig vidensdeling, vi understøtter også implementering af viden til praksis mange gange hurtigere end det ofte ses. Det er noget vi skal arbejde videre med i fremtiden, siger Hanne Konradsen.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor