Hoste, feber, snot og ondt i ørerne. Det er almindelige symptomer hos små børn i de kolde måneder, og mange børnefamilier må en tur forbi deres praktiserende læge for at få barnet tjekket – og måske få en recept på antibiotika. Hos mange praktiserende læger i regionen kan børnefamilier nu få en særlig type vent-og-se-recepter med fra deres praktiserende læge.
- Med en vent-og-se-recept skal forældrene se barnets symptomer an i nogle dage. Kun hvis barnet får det værre, skal forældrene indløse den, fortæller projektleder Jette Nygaard Jensen fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Hospitalet er initiativtager til projektet.
- Forældrene får også et spørgeskema, hvor de bliver spurgt, om de er trygge ved at skulle se tiden an og om, hvorfor de indløste eller ikke indløste recepten, fortsætter hun.
Målet med projektet er at undersøge om vent og se-recepter er en gangbar strategi og om det er et værktøj, som forældre og læger har lyst til at bruge. Mange infektioner går over af sig selv, så derfor klarer tiden ofte børnenes symptomer. Herlev og Gentofte Hospital har fået inspiration til projektet fra Storbritannien og Norge, hvor metoden i brug med godt resultat.
Opkast, diarre og allergi
Forbruget af antibiotika blandt danske børn er højt, og børn i Region Hovedstaden får mest. Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital lavede i 2012 en undersøgelse, der viste, at mere end halvdelen af de 1-årige havde indløst en recept i løbet af et år.
Et højt forbrug af antibiotika giver resistens og er ikke nødvendigvis den rette behandling af barnet. Fx lindrer antibiotika kun symptomerne hos hvert 20. barn med mellemørebetændelse – mens hvert 14. barn får bivirkninger i form af mavesmerter, opkast, diarre og allergi.
Projektet med vent-og-se-recepter er målrettet børn 0-6 år. Det foregår i hele regionen, primært i Rudersdal og Albertslund Kommuner, og kører frem til marts 2017.