Forskning følger op på mænd frikendt for prostatakræft

Hvordan går det på sigt mænd, som er henvist til undersøgelse på mistanke om prostatakræft, men hvor en MR-scanning afkræfter mistanden? Er de stadig fri for mistanken, eller har nogle af dem fået diagnosticeret behandlingskrævende prostatakræft efter fem år? Det er spørgsmål, som professor Henrik S. Thomsen og kollegerne på Herlev Hospitals Afdeling for Urinvejssygdomme og Afdeling for Røntgen og Skanning snart kan besvare.

Vent...
Sidste år indførte Herlev og Gentofte Hospital som det første i Danmark en ny strategi for undersøgelser for prostatakræft. I stedet for den gængse undersøgelse, hvor manden får taget vævsprøver med 10-12 nålestik i prostata, gik hospitalet over til at foretage en MR-scanning som første undersøgelse. Strategien bygger på en række undersøgelser, bl.a. et stort studie blandt næsten 1.100 mænd, der blev undersøgt for prostatakræft og alle blev scannet og fik taget vævsprøver, samt relevante blodprøver.

Studiet viste, at en MR-scanning er bedre til at udpege de mænd, der har en aggressiv og behandlingskrævende prostatakræft, og begrænser antallet af vævsprøver, som både er ubehagelig for patienten og som kan give gener og komplikationer.

- Den nye undersøgelse, som vi nu går i gang med, skal vise, om vi har overset nogle patienter med aggressiv og behandlingskrævende prostatakræft. Hvis resultatet er - som vi forventer - at vi ikke overser betydningsfuld kræft, kan vi begynde at argumentere for, at man i hele landet bør gå over til at MR-scanne mænd, der er under mistanke for prostatakræft, og dermed spare dem for den ubehagelige undersøgelse, siger professor Henrik S. Thomsen.

Pengene til forskningsprojektet kommer fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg og skal konkret bruges til at følge op på en gruppe mænd, der for fem år siden blev MR-scannet på Herlev Hospital, og hvor scanningen viste, at de ikke havde aggressiv prostatakræft.




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor