Nyt studie skal undersøge langtidseffekter af COVID-19 på hjertet

​Læge og forskningsleder Tor Biering-Sørensen fra Herlev og Gentofte Hospital har modtaget 5,3 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Undersøgelsen skal afdække om der er senfølger på hjertet efter en COVID-19-infektion.

Vent...

Forskerne har tidligere undersøgt hvordan hjertet er påvirket hos indlagte patienter i den akutte fase af en COVID-19-infektion. I det nye studie vil de afdække om der på længere sigt er tegn på skader efter infektionen.

- Vores første undersøgelser pegede på, at infektionen kunne påvirke hjertet, men om de tegn på påvirkning af hjertet går i sig selv igen, eller om der er en øget risikoen for at udvikle hjertesygdom på længere sigt, er der ikke lavet undersøgelser af. Det går vi i gang med nu, siger Tor Biering Sørensen, Afdeling for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital og lektor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.


Foto: Tor Biering-Søresen ved ultralydsapparat

Ultralyd og biomarkører som redskaber

Studiet, der har fået navnet ECHOVID-19 Longterm Study, vil i løbet af de næste fem år inkludere personer der har haft COVID fra tre kategorier: 500 der har været indlagt, 500 der har været indlagt på intensiv afdeling og 500, der har haft COVID, men ikke været indlagt. Også efter studiets afslutning vil patienterne kunne følges i de danske registre.

Deltagerne, der inkluderes fra en række hospitaler i hovedstaden og på Sjælland, vil blandt andet blive undersøgt med en avanceret ultralydsskanning kombineret med forskellige biomarkører.

- Udover at afklare om og hvordan infektionen i givet fald påvirker hjertet på længere sigt, så vil vi også undersøge om ultralydsundersøgelser – enten alene eller sammen med biomarkører – kan anvendes til at finde tidlige tegn på hjerteproblemer og forudsige langtids-risikoen for hjerte-kar-sygdomme efter en COVID-infektion, siger Tor Biering-Sørensen.

Seks projekter har modtaget støtte

Forskningsprojektet er ét af i alt seks udvalgte projekter på forskellige hospitaler og universiteter, der har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på samlet set 39,2 millioner kroner. De seks forskningsprojekter skal på forskellig vis undersøge de potentielle langsigtede konsekvenser af COVID-19 med målet om at forbedre kendskabet til sygdommen og bane vej for bedre og nye behandlingsformer.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor