Den nye, hurtige udgave af en MR-skanning vil kunne spare mange mænd for den nålebiopsi, som nu er standard ved undersøgelser for prostatakræft. Med metoden vil man kunne opnå færre komplikationer, undgå overdiagnosticering og blive endnu bedre til at opdage aggressiv cancer.
Det viser et nyt, stort studie fra forskere på Herlev og Gentofte Hospital.
Metoden indføres på Herlev og Gentofte Hospital – som det eneste sted i landet - fra årsskiftet, når en ny MR-skanner er på plads.
- "De metoder, man i årevis har brugt til at vurdere om en mand har aggressiv prostatakræft, er ikke præcise nok. Derfor er der en risiko for enten at overse en aggressiv cancer eller overdiagnosticere en fredelig ikke-aggressiv cancer, hvilket øger risikoen for overbehandling, " siger en lægerne bag studiet, Lars Boesen fra Urologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.
Derfor har forskerne ved brug af MR-skanning udviklet en ny metode og strategi til at forbedre diagnosticeringen af mænd mistænkt for prostatakræft, der er den hyppigste mandlige kræftsygdom i Danmark.
- " Som det er nu får alle de henviste mænd foretaget en biopsi, og hvis vi mistænker at der kan være overset noget, så bliver de tilbudt en MR-skanning. I undersøgelsen har vi vendt rækkefølgen om, så man i stedet skanner alle inden en eventuel opfølgende biopsi, " fortæller Lars Boesen og fortsætter.
- "Det andet er, at vi har udviklet en ny hurtigere og mere simpel metode, der bruger færre billede-sekvenser og ikke inkluderer brugen af kontrast-midler. Det gør at skanningstiden reduceres væsentligt uden at gå på kompromis med kvaliteten, " siger han.
Og resultatet af studiet, som er det størst i verden af sin slags, er skelsættende.
Det viser, at man kan undgå at foretage invasive biopsier hos 30% af alle mænd, samtidig med at den tidlige diagnostik af aggressiv cancer forbedres OG man undgår overdiagnostik af små ikke-betydningsfulde celleforandringer.
- "Overordnet set betyder resultaterne af vores undersøgelse et paradigmeskift i vores nuværende diagnostik af prostatakræft på Herlev og Gentofte Hospital, da vi i fremtiden vil indføre MR-skanning før biopsier til alle mænd under mistanke for prostatakræft. På den måde mener vi, at opnå en mere effektiv diagnostik for patienterne med langt færre unødvendige biopsier, komplikationer og kontrolforløb for et stort antal mænd, " siger Lars Boesen.