Gå til hovedindhold

Ny professor skal forske i strålebehandling af kræftmetastaser, der rammer op til hver tredje kræftpatient

Gitte Persson, Overlæge på Afdeling for Kræftbehandling, Herlev og Gentofte Hospital, tiltræder den 1. september som professor i klinisk onkologi med særligt fokus på strålebehandling af metastatisk cancer ved Københavns Universitet. 

Vent...

​- Jeg er utrolig glad for, at jeg har fået professoratet. Det giver god opmærksomhed til de projekter vores forskningsgruppe arbejder med, fortæller Gitte og tilføjer:

- Jeg ser det først og fremmest som en anerkendelse af vores forskning og de planer, vi har lagt for fremtiden. Faktisk har det været et mål min cheflæge Lisa Sengeløv og jeg har stilet imod, siden jeg kom til Herlev Hospital i 2018. Ikke så meget titlen i sig selv, men den tyngde det fører med sig, når der skal søges forskningsmidler eller i samarbejdet med andre forskningsgrupper.

Hos Lisa Sengeløv, Cheflæge på Afdeling for Kræftbehandling, vækker professoratet også begejstring.

- Det var en meget glædelig nyhed, at Gitte blev professor på afdelingen. Hun har arbejdet målrettet og lagt en meget stor indsats i forskningen i stråleterapi med særlig fokus på behandlingen af metastaser, som er en stor del af vores aktivitet. Området har ikke været belyst særlig godt hidtil og hendes forskning og tværfaglige tilgang til udvikling har haft stor betydning for området, fortæller hun og fortsætter:

- Professoratet betyder, at vi kan øge omfanget af forskning og Gitte kan fortsætte med at udbygge den gruppe af yngre forskere og samarbejder, som allerede nu er sat i værk. Det betyder at et vigtigt område kan blive undersøgt i nationale og internationale projekter, til gavn for fremtidige kræftpatienter.

En øjenåbner

Gitte har en baggrund som klinisk onkolog med speciale i lungekræft, hvor hun har beskæftiget sig med strålebehandling siden 2008.

- I 2018 viste SABR-COMET-studiet at supplerende højdosis strålebehandling til oligometastaser kunne forbedre overlevelsen trods risiko for alvorlige bivirkninger. Andre studier pegede i samme retning. De data var så øjenåbnende, ikke bare for os, men for hele verden, så det måtte vi bare i gang med at undersøge. 

Det tog for alvor fart, da hun blev ansat på Herlev Hospital i 2018. 

- Jeg skiftede spor, da jeg kom herud. Hvor jeg tidligere lavede meget teknisk forskning, begyndte jeg at fokusere mere på patientnær forskning indenfor strålebehandling af metastaser. Det er primært det, jeg laver nu, men jeg er stadig engageret i lungekræft og følger med i de nationale studier, vi laver på det område.

Lindrende behandling

I dag får én ud af tre kræftpatienter metastaser i løbet af deres sygdomsforløb, altså en spredning af kræften til andre steder i kroppen. Derfor vil Gitte sætte fokus på den lindrende strålebehandling af patienter med metastaser, der oplever symptomer af deres sygdom.

Helt konkret er ambitionen at blive klogere på, hvilke patienter der reelt har gavn af strålebehandlingen samt at udvikle effektive og mindre belastende behandlingsforløb.

- Det er ca. halvdelen af alle patienter med metastaser, der får brug for lindrende strålebehandling i deres forløb, så det er en stor gruppe af patienter, fortæller Gitte.

Lindrende strålebehandling er i dag meget anvendt men også meget underbelyst, og derfor håber hun, at professoratet kan bidrage til mere viden på området.

Hvem har gavn af det?

Et andet stort fokusområde for professoratet er lokalbehandling af patienter med oligometastatisk kræft, som er patienter med få metastaser i enkelte organer. Det nationale multicenter studie OLIGO-DK, som koordineres fra Afdeling for Kræftbehandling på Herlev Hospital, skal bidrage til mere viden om lokalbehandling af metastaser.

- Studiet skal undersøge behandlingseffekt og risiko for alvorlige bivirkninger ved forskellige former for lokalbehandling, fortæller Gitte og tilføjer:

- Der er kommet større fokus på lokalbehandling, fordi den medicinske behandling, man i dag anvender til kræftbehandling, er væsentligt mere effektiv end tidligere. Vi har fået immunterapi og mere målrettet behandling, som gør, at vi bedre kan kontrollere sygdommen. Derfor giver det mening at fokusere på lokalbehandling af de metastaser, der enten er tilbage eller kommer under behandlingen, så man kan fastholde den gode behandling.

Studiet være med til at identificere de patienter, der kan have gavn af lokalbehandling.

- Studier har allerede vist, at aggressiv lokalbehandling af oligometastaser kan øge overlevelsen, give sygdomsfrihed for en periode eller forhindre skift til mere bivirkningstung medicinsk behandling. Men vi mangler mere præcis viden om, hvilke patienter der har gavn af lokalbehandling, og hvilken lokalbehandling der er mest optimal, og det håber vi på at afdække.

OLIGO-DK er primært støttet af Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Frie Forskningsfond.

På skuldrene af hinanden

Gitte underviser allerede på universitet, hvor hun er ansvarlig for undervisning i klinisk onkologi. Undervisningen af næste generation er noget, der betyder meget for hende, og med professoratet ser hun frem til at kunne give endnu mere videre.

- Noget af det, der inspirerer mig mest, er samarbejdet med yngre læger og forskere. Jeg vil meget gerne bruge professoratet til at fremme den næste generation, fordi vi står på skuldrene af hinanden. Der er nogen, der har lært mig noget, som jeg skal lære videre, så næste generation bliver endnu dygtigere.

Faktaboks:

  • 53 år.
  • Overlæge på Afdeling for Kræftbehandling.
  • Er gift og har to voksne børn.
  • Leder af fokusgrupper for oligometastaser og palliativ strålebehandling under Dansk Forskningscenter for stråleterapi, lægelig leder af stråleterapiens forskningsenhed, Herlev Hospital og udpeget medlem af ESTROs lungekræft fokusgr​uppe.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden