Der er brug for flere frivillige, der har mod på at være en vigtig ressource i kritiske minutter efter et hjertestop.
- Det er vigtigt med hurtig hjælp. For hvert ekstra minut hjælpen er om at nå frem, falder risikoen for overlevelse med 10 procent. En hjerteløber kan derfor gøre en afgørende forskel, siger Fredrik Folke, overlæge på Hjertemedicinsk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital og initiativtager og leder af projekt Hjerteløber.
Nemt at anvende hjertestarter
Kun cirka 13 procent overlever et hjertestop, og det er særlig kritisk i hjemmet, hvor tre ud af fire hjertestop sker. Her er der sjældent personer nok til både at tilkalde hjælp, yde førstehjælp og hente en hjertestarter. Derfor er det forventningen, at hjerteløberne her vil kunne medvirke til en bedre statistik.
- Vi vil gerne have så mange hjerteløbere som muligt, og der er ikke noget krav om, at du skal have særlig viden for at kunne hjælpe og gøre en forskel, siger Fredrik Folke og understreger, at man ikke kan gøre noget galt med en hjertestarter. Den guider til korrekt brug undervejs.
TrygFonden har støttet hjerteløberprojektet, der er lavet i samarbejde mellem Hjertemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital og Akutberedskabet i Region Hovedstaden.
Sådan tilmelder du dig
Du melder dig som frivillig hjerteløber ved at hente app'en til din telefon. Får Akutberedskabet i Region Hovedstaden et opkald om hjertestop i nærheden af dig, får du en alarm på telefonen, og du skal svare, om du har mulighed for at løbe eller ej. Svarer du ja, guider app'en dig først til nærmeste hjertestarter og derefter til personen med hjertestop.
Eneste krav til hjerteløberne er, at de er over 18 år og har en smartphone.
Du kan finde Hjerteløber-app'en her.
Se her, hvordan du bruger en hjertestarter:
Find en hjertestarter nær dig.