Det var kærlighed ved første blik da Lise Busk, som en del af sygeplejeuddannelsen, var elev på Afdeling for Kræftbehandling tilbage i start-90erne. Og kærligheden rustede ikke.
Så selvom der var et krav om tre års erfaring for at blive ansat på afdelingen, da Lise blev uddannet sygeplejerske, så var stien lagt til et fast forhold med afdelingen. Efter tre år landede hun jobbet på sengeafsnittet og har aldrig haft lyst til andet.
- Det er en afdeling, der har udviklet sig konstant. Det gælder både behandlingsmæssigt, hvor der, da jeg blev ansat, var diagnoser, der ikke engang fandtes en behandling til, og som nu kan helbredes. Det gælder også opmærksomheden på sygdommens konsekvenser. Når man har kræft, følger der andet med, og vi har i dag et helt andet blik end tidligere for det sociale og psykiske aspekt, siger Lise Busk.
Det har dog ikke været en dans på roser hele vejen.
En dårlig ryg truede med at sende Lise på førtidspension, men i stedet blev det til et fleksjob, så hun de seneste 20 år har arbejdet 16 timer om ugen på sengeafsnittet. Her er hun også nøgleperson i palliation, og i det hele taget fortsat i udvikling.
- Jeg er hver dag taknemmelig for, at jeg sagde nej til førtidspension. Min mand ryster på hovedet når jeg siger det her, men jeg glæder mig hver eneste dag over, at jeg skal på arbejde.
Lise Busk har, med egne ord, verdens bedste kolleger, men det er forholdet til patienterne, der står øverst. Hun oplever, at patienter og pårørende i højere grad end tidligere, selv søger viden. Det er komplekst at være patient, og de samme kan siges om sygeplejeopgaven.
Men forrest står stadig mennesket.
- Det er vores absolut vigtigste opgave at se hver enkelt patient som et selvstændigt individ med egne erfaringer, holdninger, livssyn og bagage. Jeg synes, at det er enormt fascinerende at gå ind på en stue og møde en ny person, og finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe. Der er mange forskellige måder at håndtere sygdom på, og når man møder en patient for første gang, skal man, som det første, finde ud af, hvad det er for et menneske, man står overfor. Meget kan gøres ved at lytte, konstaterer Lise.