​” Det giver en form for tilfredsstillelse at bidrage til at give kvinder og deres efterfødselskroppe en stemme gennem forskning”, fortæller Lærke Vinberg Moestrup.

Lærke markerer milepæl på hospitalet som første jordemoder med ph.d.-bevilling

Vi fejrer en banebrydende bedrift her på Herlev og Gentofte Hospital. Lærke Vinberg Moestrup er med til at skrive historie, da hun som den første jordemoder på hospitalet har fået bevilling til en ph.d. ​

Vent...

​​

- Jeg er utrolig taknemmelig for tildelingen af støtten. Jeg håber, at det også kan være kimen til inspiration for andre jordemødre med en forskningssommerfugl i maven, om at det godt kan lade sig gøre, og at Herlev Hospital selvfølgelig støtter op om jordemoderfaglig forskning. Det er både inspirerende, udfordrende og giver en form for tilfredsstillelse at bidrage til at give kvinder og deres efterfødselskroppe en "stemme" gennem forskning med et jordemoderfagligt perspektiv, siger hun.

Også chefjordemoder Vibeke Spring Lafrenz er stolt af og begejstret for bevillingen fra direktionen:

- Lærkes ph.d.-bevilling er et stort skridt fremad for vores hospital og for jordemoderfaget generelt. Det er en anerkendelse af det dygtige personale, vi har på Herlev og Gentofte Hospital, og det viser vores kontinuerlige engagement i at skabe de bedste muligheder for vores patienter. Vi er utroligt stolte af Lærkes engagement og præstationer og ser frem til at se, hvordan hendes forskning vil forbedre vores praksis til gavn for vores gravide, fødende og barslende kvinder samt til at styrke det faglige fællesskab.

Det tværprofessionelle ph.d.-projekt dykker ned i et specifikt emne, som skal belyse og skabe mere viden om efterfødselsgener.

- Formålet med studiet er at gøre os klogere på, hvilken betydning det har for kvinder at få en fødselsbristning eller et fødselsklip i mellemkødet, hvor musklerne er involveret efter en fødsel. Vi ønsker at undersøge de kvinder, der oplever at syningen går op, efter de er blevet syet første gang, fortæller Lærke Vinberg Moestrup.

En problematik, som ifølge Lærke Vinberg Moestrup kan ramme op mod 20% af kvinder med en fødselsbristning og dermed påvirker flere tusinde kvinder ikke bare i Danmark, men verden over:

- Når syningen går op, har det store konsekvenser for kvinden, barnet og familien. Der er meget få og små kliniske studier, der har undersøgt dette forskningsfelt, og der mangler evidens som grundlag for at sikre optimal behandling. Resultaterne kommer til at gøre en betydelig forskel for kvinders sundhed, ikke mindst for de kvinder der oplever at syningen går op. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor