​​

Hospitalet har fået sin første innovationschef

​1. september tiltrådte Henriette Raaschou den nyoprettede stilling som innovationschef på Herlev og Gentofte Hospital.

Vent...


Titlen er ny, men arbejdsområdet velkendt for 51-årige Henriette Raaschou, der er hospitalets nye innovationschef.

Henriette har de seneste ti år været involveret i innovationsenheden i Afd. for Røntgen og Skanning – siden 2022 som leder. Hun er også medstifter af Radiologisk AI Testcenter (RAIT), som drives i samarbejde med Bispebjerg Hospitals røntgenafdeling.

Erfaren innovatør​​​​

Det er derfor en erfaren innovatør, der nu bliver chef for innovation på Herlev og Gentofte Hospital.

- Der er brug for behovsdreven innovation, nye perspektiver og systematisk samarbejde med både industri og uddannelsesinstitutioner for at løse nogle af de udfordringer, det samlede sundhedsvæsen står overfor. Jeg glæder mig derfor til at være med til at styrke innovationen på Herlev og Gentofte Hospital, så vi sammen kan skabe meningsfulde løsninger - og endnu mere sammenhæng i patientforløbet. Jeg brænder for at skabe rum for udvikling og samarbejde i sundhedsvæsenet og for at få værdiskabende løsninger implementeret i praksis. Innovationspotentialet på vores hospital er enormt – for der er mange dygtige og kreative kollegaer, som vil det bedste for vores patienter og sundhedsvæsen, siger Henriette Raaschou.

Innovationschef skal være samlende kraft​​​

Vicedirektør Bodil Ørkild glæder sig over, at Henriette Raaschou har påtaget sig opgaven.

- Innovation kræver nysgerrighed, gode samarbejdsevner og en forståelse for at kunne omsætte behov til konkrete løsninger, hvilket bl.a. kræver strategi, fokus og ledelsesforankring. Derfor er der brug for en dedikeret innovationschef på hospitalet, der kan styrke og drive innovationen på hospitalet – og samtidig være den samlende kraft for det eksterne innovationssamarbejde. Henriette kender hospitalet, har solid erfaring og flere vellykkede innovationsprojekter med sig, så derfor er jeg rigtig glad for, at hun har takket ja til den store opgave, siger Bodil Ørkild.

 

​​Tager udgangspunkt i de kliniske behov 

Ifølge vicedirektøren skal hospitalets innovationsfokus tage udgangspunkt i de kliniske behov.

- Ethvert innovationsprojekt skal sigte mod at blive implementeret, for kun derved skaber det værdi i klinisk praksis. Målet er at positionere hospitalet som førende inden for samarbejde og implementering af innovative løsninger, bringe hospitalet på forkant og gøre os i stand til at tage de nyeste teknologier i brug, som  kan optimere arbejdsprocesser og patientbehandling. Det handler også om nye måder at samarbejde og organisere os på.

 

Henriette Raaschou er uddannet radiograf og har taget en master i Leadership and Innovation in Complex Systems på Aarhus Universitet.​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor