Det har Caroline Espersen, læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Hjertesygdomme, kigget nærmere på. Studiet præsenterer hun til Forskningens Dag den 5. november.
Hendes forskningsgruppe har undersøgt effekten af højdosis influenzavaccine sammenlignet med standarddosis på influenza-relaterede indlæggelser hos ældre med fokus på skrøbelighed.
- Vores resultater viser, at højdosis influenzavaccine reducerer risikoen for indlæggelse på grund af influenza eller lungebetændelse uafhængigt af graden af skrøbelighed. Højdosis influenzavaccine kan derfor med fordel bruges til den ekstra udsatte gruppe af ældre mennesker, som er skrøbelige. Resultaterne er baseret på et stort pilotstudie og bør undersøges nærmere i større studier, fortæller hun og tilføjer:
- Emnet er spændende for mig, da det er vigtigt at undersøge metoder, der kan forbedre behandlingen af den ældre, skrøbelige befolkning, som er særligt udsat ved sygdomme som f.eks. influenza. Graden af skrøbelighed har desuden vist sig at påvirke effekten af influenzavacciner – derfor er det også vigtigt at tage højde for dette i vaccinestudier.