Gå til hovedindhold

Herlev og Gentofte Hospital udgiver ESG-rapport som første offentlige organisation i Danmark

​​Ernæring går hånd i hånd med miljø, socialt ansvar og sundhed hos Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital, der står bag landets første ESG-rapport fra en offentlig institution. Målet er at løfte bæredygtighedsarbejdet til gavn for både medarbejdere, hospital og omverden.​

Vent...

​Hos Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital har man længe arbejdet med bæredygtighed, og det har bl.a. ført til en reduktion af CO2-udledning på mere end 25 procent. I den nye bæredygtighedsrapport har Ernæringsenheden kortlagt sit arbejde med bæredygtighed inden for klima, socialt ansvar og ansvarlig ledelse. 

I modsætning til det private, er der ikke krav til, at hospitaler og andre offentlige institutioner skal udarbejde en ESG-rapport, der dokumenterer indsatsen indenfor miljø, sociale forhold og ledelse. For Marianne Lange, Enhedschef i Ernæringsenheden, der sørger for mad til patienter og personale på hospitalerne, var en rapport dog et naturligt næste skridt i arbejdet med bæredygtighed.

- Bæredygtighed har gennem mange år været et naturligt omdrejningspunkt for os. Vi er meget tilfredse med rapporten, der giver os et systematisk overblik over, hvor vi gør det godt, og hvor vi kan optimere vores indsats. Med rapporten vil vi gerne være transparente og dele vores erfaringer helt åbent med alle. Jeg håber, at vi med rapporten kan inspirere andre til at tage et skridt mod mere bæredygtighed og vidensdele, så vi alle kan lære af hinanden, siger Marianne Lange. 

Ernæringsenheden reducerer CO2 og madspild markant

I rapporten, som er blevet til i samarbejde med rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO, har Ernæringsenheden redegjort for bæredygtighedsindsatserne, der bl.a. dækker over tiltag for mere medarbejderinddragelse og indflydelse i hverdagen, uddannelse af fremtidens ressourcer og ikke mindst grønne tiltag til gavn for klimaet.

Sidstnævnte er tæt knyttet til det innovative madkoncept "Herlevs Herligheder", der bl.a. har bidraget til at reducere CO2-udledningen med over 25 procent per kilo indkøbt fødevare. Desuden har projektet "DEFRAME" reduceret tallerkenmadspild med mere end 26 procent, samtidig med at man har øget ernæringsdækningen hos de indlagte patienterne.

Forpligtet til at tage ansvar

Hospitalsdirektør Niels Würgler Hansen er stolt af, at Ernæringsenheden går forrest for bæredygtighed. 

- Fokus på bæredygtighed, stærke fællesskaber og en åbenhed og villighed til at dele vores erfaringer med omverden er værdier, som jeg helt grundlæggende sætter stor pris på. Som en stor arbejdsplads og samfundsaktør skal vi tage ansvar for mere end "vores eget", og forhåbentlig kan Ernæringsenhedens arbejde være med til at inspirere andre, siger han.​​

Du kan læse hele ESG-rapporten her. 

Hvad er en ESG-rapport?

En ESG-rapport er en måde at strukturere arbejdet med bæredygtighed, så det er synligt for både organisationen og omverden. I rapporten redegør man for sine præstationer og mål inden for miljø, sociale- og ledelsesmæssige forhold.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden