Hvert år uddeler Arbejdsmiljørådet priser til fire arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, som også kan inspirere andre. I år dannede DGI byens konferencecenter rammen, og der var både højt til loftet og fint dækket op, da det hele løb af stablen den 26. november.
Efter en varm velkomst fra Arbejdsmiljørådet og en video hilsen fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, bød dagen på spændende oplæg om kunstig intelligens og dets samspil med arbejdsmiljø, underholdning fra rapperen Klaskefar og selvfølgelig prisuddelinger.
Her var der tre nominerede til hver af de fire priser, som var opdelt i kategorierne arbejdsulykker, kemi og/eller vådt arbejde, ergonomi og psykologisk tryghed. Det vender vi tilbage til.
Markant fremgang i trivselsmåling
Afsnit 211 fra Gentofte Akutklinik har de seneste år arbejdet kontinuerligt på at forbedre arbejdsmiljøet i afdelingen, hvor der bl.a. er sat fokus på at italesætte kulturen og narrativet på afdelingen, lavet en målrettet indsats for at sikre gode studieforløb, og så er der lavet mere fleksible vagtplaner.
- Vi har afskaffet de lange 12-timers nattevagter, for dem som ikke ønsker dem, og indført hjælp til 'straks-byt' af vagter. Medarbejdernes individuelle vagtplaner er ikke længere stationære, men kan tilpasses løbende, hvis medarbejderen ønsker det. Deres individuelle behov tilgodeses i højere grad i vagtplanlægningen – på den måde kan familieliv og arbejdsliv hænge bedre sammen, fortæller oversygeplejerske Anitha Uldall.
Tiltagene har ført til en markant fremgang i trivselsmålingerne, som i kategorien 'Generel jobtilfredshed er steget fra 3,0 i 2022 til 4,4 i 2024, samtidig med at kategorien 'Faglig kvalitet' er steget fra 3,6 til 4,1 i samme periode.
Afdelingen vandt Arbejdsmiljøprisen på Herlev og Gentofte Hospital i 2023, og det var den samme indsats, der sikrede dem en plads blandt de tre nominerede til Arbejdsmiljørådets pris.
Armene i vejret
Akutklinikken var nomineret sammen med Afdeling for Sygedagpenge fra Varde Jobcenter og Plejecentret Solbakken fra Randers Kommune. Inden vinderne skulle kåres, viste arrangørerne korte videoer af de nominerede arbejdspladser på storskærmene. Her blev det tydeligt, at det var tre stærke kandidater, hvilket utvivlsomt gav lidt ekstra sommerfugle i maven hos de nominerede.
Da annoncøren kårede Akutklinikken som vinder, kom der et stort glædesudbrud fra afdelingens mange fremmødte medarbejdere. Armene røg straks i vejret, inden der blev delt brede smil og store kram i hjørnet af salen.
Ved prisoverrækkelsen var scenen tæt pakket med medarbejdere fra Gentofte Akutklinik, imens oversygeplejerske Anitha takkede både sine medarbejdere og Arbejdsmiljørådet. Efter prisoverrækkelsen fortæller Anitha selv:
- Jeg er vildt stolt og ydmyg over de resultater, vi har skabt på 211. Jeg faciliterer rammerne, men det er medarbejderne, der har grebet bolden og bragt den i spil – de udfører et eksemplarisk stykke arbejde. Vores fantastiske kliniske specialist Mia Toft har sammen med dygtige nøglepersoner i afdelingen fået sat læringen i system, så der for alvor er kommet fart på kompetenceudviklingen, fortæller Anitha.
Hos chefsygeplejerske Susanne Juul sidder de pæne gloser løst, når hun skal beskrive arbejdsmiljøindsatsen, der nu har vundet to arbejdsmiljøpriser.
- Jeg er virkelig glad på Anitha og medarbejderne vegne. De fortjener al den anerkendelse, de kan få. De har skabt et fantastisk fællesskab, hvor arbejdsmiljøet er et fællesansvar. Vores mission er at skabe de bedste patientforløb i det bedste arbejdsmiljø, og indsatsen er et perfekt eksempel på det, fortæller chefsygeplejerske Susanne Juul.
Arbejdsmiljø er en mærkesag for vicedirektør Helene Bliddal Døssing, og hun finder indsatsen inspirerende.
- Afdelingen har virkelig vist vejen med deres imponerende indsats for et bedre arbejdsmiljø, og det er en stor glæde at se deres arbejde blive anerkendt med Arbejdsmiljørådets pris. Det viser, hvor meget vi kan rykke på arbejdsmiljøet, når vi tør gøre noget nyt eller anderledes, så det kan man godt lade sig inspirere af.
Dagens øvrige prisvindere: Ejendomsservice Rengøringen i Odense Kommune vandt kategorien "Kemi og/eller vådt arbejde", Dagrofa Logistik vandt kategorien "Arbejdsulykker" og Royal Copenhagen vandt kategorien "Ergonomi".
Se billeder fra arrangementet her:
Fotos af:
Arbejdsmiljørådet/Simon Knudsen