Se billeder fra Forskningens Dag
Det gælder om at være klar fra start, og holde tungen lige i munden, når hospitalets yngre forskere præsenterer deres resultater.
Kl. 9.00 tirsdag morgen bød vicedirektør Bodil Ørkild velkommen til et godt fyldt Store Auditorium i Herlev, og herfra stod den ellers på et indblik i, hvad forskere fra alle afdelinger arbejder med.
I alt var der indsendt 92 abstracts – heraf var otte udvalgt til de mundtlige præsentationer i auditoriet, og dermed en del af konkurrencen om to præmier á 15.000 kr. Den ene bestemt af publikum og den anden af en jury.
Præsentationerne spændte bredt i emner da de udvalgte var fra otte forskellige afdelinger. Du kan læse mere om de otte finalister her
Alle de øvrige abstracts blev præsenteret ved korte elektroniske sessioner ved seks forskellige stationer. Også her var der præmier på spil. Hver af de seks stationer havde en formand, som hver udpegede én person, der ved slutningen af dagen skulle præsentere deres forskning i auditoriet med en præmie på 10.000 kr. uddelt af henholdsvis publikum og juryen.
Og som noget nyt var der i år endnu en pris; Special Jury Award. Prisen blev valgt mellem alle de korte præsentationer og tildelt en præsentation, der særligt udmærker sig.
Forskerbattel
Indimellem de mange præsentationer var der årets forskerbattle, der stod mellem to unge forskere: Aasa Feragen fra DTU og Andreas Møgelmose fra AAU. De dystede om påstanden AI revolutionerer sundhedsvidenskaben inden for fem år. Her lykkedes det Andreas Møgelmose at flytte flest stemmer blandt publikum – han argumenterede for at AI ikke ville revolutionere sundhedsvidenskaben.
Vinderne
Efter en intens dag blev spændingen til sidst udløst, da publikum havde stemt og eksperterne voteret. Det var tid til at dele 2 x 15.000 kr. ud til de mundtlige præsentationer og 2 x 10.000 kr. til de udvalgte elektroniske, samt 5000 kr. til "special jury award".
Førstnævnte gik til Alexander Bjørneboe Nolsøe, Afd. for Urinvejssygdomme, og Riazan Hawaz-Ali, Afd. for Brystkirurgi. For de elektroniske løb Gyrithe Lynghøj Pedersen, Afd. for Urinvejssygdomme, og Malini Sagar, Afd. for Hjerne- og Nervesygdomme med de to priser. Og den nystiftede "Special Award" gik til Anna Sophie Krontoft Belling, Afd. for Hud-, Allergi- og Kønssygdomme.
Du finder samtlige abstracts fra dagen her (kan kun tilgåes, hvis du har adgang til hospitalets intranet)