En 3D-printet god idé

​På CT-skanninger bruger man ofte en fysisk markør for at sikre, at der ikke sker forvekslinger mellem højre og venstre. Markørerne er dyre i indkøb, men nu har Innovationsenheden på Afdeling for Røntgen og Skanning ved hjælp af 3D-print udviklet og designet en markør, der er både bedre og billigere.

Vent...


Adam Paaske er radiograf på Afdeling for Røntgen og Skanning og arbejder til daglig med CT-skanninger på Herlev og Gentofte Hospital.

Og så er han manden, der en dag fik en god idé.

- Jeg fik ideen, da jeg endnu engang stod i en situation, hvor jeg manglede en markør til en undersøgelse og vidste, hvor dyre de er i indkøb, fortæller Adam Paaske.

Adam Paaske.jpg

Foto: Radiograf Adam Paaske med de 3D-printede markører

Bedre og billigere

Selvom der er mulighed for digitalt at markere, om der er tale om fx patientens venstre eller højre hånd, så bruges de fysiske markører ofte som sikkerhed. Men udfordringen er, at de eksisterende markører dels sælges af få forhandlere, hvilket gør prisen høj, dels ikke er rengøringsvenlige og kan lave forstyrrelser på billederne.

Derfor tog Adam kontakt til Innovationsenheden på Afdeling for Røntgen og Skanning, og sammen lykkedes det at designe en markør, der lever op til hospitalernes krav om hygiejne og er af et materiale, der ikke giver forstyrrelser på billedet. Og så er de hjemmelavede markører ca. 10 gange billigere end de indkøbte, hvilket gør det muligt at have flere på lager.

- At have et sted, man kan få hjælp og sparring med sine ideer og forslag, er et uvurderligt værktøj som sundhedsprofessionel. Innovationsenheden var en stor hjælp i forhold til udviklingsprocessen og den videre kontakt til vores samarbejdspartnere, siger Adam Paaske.


Foto: Markørerne er lavet af et særligt materiale, der ikke skaber forstyrrelser i billederne

Innovation på tværs af specialer

Den endelige udgave af markøren blev færdigudviklet og 3D-printet hos en ekstern leverandør, da afdelingens egen 3D-printer har visse begrænsninger. Udviklingsarbejdet har også fået opmærksomhed fra andre afdelinger, som overvejer, om der kunne være lignende muligheder i forhold til andre produkter. CT-innovationsenheden har også i tidligere projekter arbejdet på tværs af specialer med fokus på, hvordan teknologier og optimerede arbejdsgange kan understøtte mere effektive patientforløb.

- Implementering i klinisk praksis er et vigtigt element i vores projekter - det er der efter min mening alt for lidt fokus på i mange projekter. Det betyder, at vi altid arbejder med organisatorisk udvikling og innovation, uanset om projektet er ny teknologi, produktudvikling, nye funktioner eller optimering af patientforløb, forklarer Henriette Raaschou, projektleder for Innovationsenheden.

Du kan læse mere om Innovationsenheden og projekterne her.

Fakta om fysiske markører og CT-skannere

  • Prisen for et sæt markører (højre og venstre) fra forhandler ca. 4800,-
  • Prisen for et sæt markører (højre og venstre) af eget design 3D printet ca. 400,-
  • Afdelingen for røntgen og skanning på HGH råder over 10 CT-skannere på de to matrikler, som hver skal have et sæt markører.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor