Gå til hovedindhold



Dialogværktøj skal hjælpe patienter og sundhedsprofessionelle ved konsultationer

​Et interviewstudie med patienter satte Anna Krontoft, fra Herlev og Gentofte Hospital, på sporet af et behov for, at patienter og sundhedsprofessionelle sammen skal sæ​tte agendaen til konsultationer. Et nyt dialogværktøj kan være vejen frem.

Vent...


​​- Helt grundlæggende handler det om, at vi jo gerne vil hjælpe patienterne bedst muligt. Og her er det afgørende, at vi finder ud af, hvordan vi taler med dem om det, der er vigtigt.

 

Anna Krontoft er sygeplejerske og ph.d.-studerende på Afdeling for Hud-, Allergi- og Kønssygdomme. Hun arbejder til dagligt med patienter, der lider af atopisk eksem. En lidelse, der både fysisk og psykosocialt kan påvirke patienterne meget.

 

- Langt hen ad vejen handler det om at gøre patienterne i stand til at leve med sygdommen i hverdagen. Det kan være meget forskelligt, hvad den enkelte præcis har brug for og synes er svært, og derfor er det så vigtigt at få det frem, som bekymrer lige netop dem, forklarer hun.

 

Derfor er samtalen mellem den sundhedsprofessionelle og patienten vigtig, og en del af den ph.d. som Anna Krontoft indledte for godt et år siden. Og som har patientinddragelse som omdrejningspunkt både i sit udspring, udvikling og i selve det produkt, som lige nu testes af.

 

Skal føle sig set og hørt

Første skridt var et interviewstudie med patienter for at undersøge, hvordan man som sundhedsprofessionel kan understøtte patientens egenomsorg i et konsultations-set-up. Resultaterne viste at en forudsætning for kunne modtage støtte og hjælp fra sundhedspersonalet, var at man følte sig set og hørt som menneske med en given sygdom.

 

- Det kan måske virke banalt, men ikke desto mindre var det enormt vigtigt. Deltagerne fortalte, at hvis denne grundpræmis var opfyldt, var deres forudsætninger for at få for den relevante hjælp og støtte meget bedre, siger Anna Krontoft.

 

Patienterne i studiet fortalte desuden, at de ønskede et inddragende samarbejde med lægen eller sygeplejersken i konsultationen. Og de beskrev, at de ikke altid vidste, hvad der var ok at tage op til en konsultation, fordi man ikke helt vidste, om det nu var relevant. Samtidig kunne der også være svære eller følsomme emner, som intimitet, følelser eller udgifter.

 

- Patienterne ønsker at bruge tiden i konsultationerne på noget som både de og lægen fandt relevant. De var i tvivl om, hvad der er ok at tale om til en konsultation, så selvom personalet stiller åbne spørgsmål a la "hvad vil du gerne tale om", så lykkes det ikke altid. Så derfor ønskede patienterne sig en måde at sætte en agenda for konsultationen sammen med de sundhedsprofessionelle.

 

Samtalekort skal kridte banen op

Næste skridt i projektet er i fuld gang. Her udvikler Anna, sammen med patienter og sundhedsprofessionelle, et dialogværktøj til netop agenda-setting af konsultationerne. Værktøjet skal testes i et kontrolleret studie til foråret, men en prototype er allerede klar.

 

- Inspireret af Steno Diabetes Center udvikler vi samtalekort – fysiske kort med forskellige emner, der kan lægges ud på bordet, og som patienter og sundhedsprofessionelle kan bruge som samtaleværktøj, fortæller Anna Krontoft og fortsætter:

 

- De specifikke valg af emner på kortene bliver valgt ud fra, hvad patienterne har fortalt os i udviklingen og vil bevidst være holdt meget åbent i forhold til, hvad den enkelte patient selv lægger i kortet. Det er ting, man også nu godt kan tale om, men kortene skal hjælpe begge parter på vej, så vi i endnu højere grad sikrer, at det vigtige kommer frem. For det er det, det handler om – at tale med patienterne om det, der er vigtigt, siger hun.

 

Under udviklingen af prototypen har patienterne givet positiv respons på kortene, ligesom der er bragt emner op, som læger og sygeplejersker ikke havde ventet.

 

Anna Krontofts projekt er en del af afdelingens generelle arbejde med at opnå mere patientcentrerede konsultationer. ​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden