​​

Blodprøve kan måle risiko for lungekræft

​Ny forskning viser, at en DNA-test kan forudsige risikoen for at få lungekræft.  Resultaterne kan bidrage til målrette screening for lungekræft og forhåbentlig nedbringe antallet af dødsfald. 

Alle ved, at rygning er usundt og øger risikoen for at få lungekræft. Af 100 rygere udvikler 10 lungekræft, men hvem sygdommen rammer, har hidtil været meget svært at forudsige.

Nu giver ny forskning fra Herlev og Gentofte Hospital et bud. Et forskerhold har opdaget, at man via en blodprøve kan måle en biokemisk ændring, der tænder og slukker for gener. Ændringen forudsiger risikoen for at udvikle lungekræft.

 - Den metode, vi har fundet, giver et meget præcist bud på, hvem der er i risiko for at udvikle lungekræft. Det betyder, at vi fremover forhåbentlig vil kunne målrette screening for lungekræft til de rygere og eksrygere, der reelt har størst risiko for at udvikle sygdommen, siger Stig Bojesen, professor og overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital.

Rygning giver ar

Rygning giver en form for ardannelse i DNA'et, som er mange år om at hele. Ardannelsen kan måles fra en blodprøve, og netop den lange helingstid gør, at man selv mange år efter et rygestop stadig kan forudsige risikoen for at udvikle lungekræft. Prøven er faktisk bedre til det end svarene på selv meget grundige spørgsmål om folks nuværende og tidligere rygevaner. Dette er vigtigt, fordi lægerne er bedre til at behandle lungekræft, der opdages tidligt.

Resultaterne bygger på data fra over 9000 danskere, der deltog i en generel helbredsundersøgelse i begyndelsen af 1990'erne, Østerbroundersøgelsen. Her blev der taget en blodprøve af alle deltagere, og det er fra denne blodprøve, forskerne har sammenholdt DNA-skaderne med hvem, der senere har udviklet lungekræft.

Forskningen er lavet i samarbejde med Københavns Universitet og University of Bristol og er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Thorax.

Læs forskningsartiklen her.

Redaktør