Gå til hovedindhold

Sygeplejerske ​​Signe Risom (tv.) og chefsygeplejerske Pernille Roland fra Afdeling for Hjertesygdomme fortæller om afdelingens brugerpanel og understreger samtidig, den helt særlige gennemslagskraft patientens stemmer har.

Patientens stemme trumfer

​”Det giver så god mening, når vi inddrager, lytter og får input fra vores patienter og pårørende. Og det er det, et brugerpanel kan hjælpe med.” Sådan siger chefsygeplejerske Pernille Roland og sygeplejerske Signe Risom fra Afdeling for Hjertesygdomme om brugerpanelet, hvis stemme har en helt særlig gennemslagskraft.

Vent...

Det er chefsygeplejerske Pernille Roland, sygeplejerske Signe Risom og klinisk sygeplejespecialist Margrethe Herning, der koordinerer afdelingens brugerpanel, som består af 18 patienter og pårørende i alt, og som har eksisteret i knap to år nu.

-Et brugerpanel både understøtter hospitalets ambition og afdelingens kerneværdi; at vi er til for patienterne. Så baggrunden for at vi har fået et brugerpanel, er at vi ønsker at inddrage patienter og pårørende i udviklingen af patientforløb, fordi vi jo ved, at de har en viden og nogle erfaringer om patienter og pårørendes behov, som er afgørende for os, fortæller Pernille og fortsætter:

-Det kan være ift. feedback og udvikling af idéer inden for fx selve mødet med afdelingen; er der noget, vi skal gøre anderledes i vores kommunikation, de fysiske rammer; har vi den rette indretning, er der den nødvendige ro etc. 
 

Brugerpanelet tager ansvaret på sig

Det er klinisk sygeplejespecialist Margrethe Herning, som har været ansvarlig for rekrutteringen af brugere til panelet:

-Formålet har været og er fortsat at få skabt et panel af patienter og pårørende, som afdelingen kan samle i forskellige konstellationer afhængig af det konkrete formål og deres erfaring inden for forskellige forløb i afdelingen.

-Vi er lykkedes med at samle et ganske repræsentativt og varieret udsnit af afdelingens brugere. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det typisk er de mere ressourcestærke patienter, der har overskud til at være med, men det er de i panelet også selv meget bevidste om, og de ser deres rolle, som et ansvar de påtager sig – også for de mindre ressourcestærke patienter i afdelingen, lyder det fra Margrethe.

Feedback peger på opmærksomhedspunkter

Afdelingen har holdt i alt fire ”stor-møder” med det fulde brugerpanel og derudover adskillige møder med forskellige konstellationer af panelbrugerne. Der er altid en fast dagsorden, og punkterne kan være udvalgt på baggrund af fx patienter og pårørendes henvendelser, personalets henvendelser og ud fra LUP. Desuden giver personalet altid en status og fortæller kort om evt. patientinddragende initiativer siden sidste møde. 

-Vi har bl.a. på baggrund af en analyse af vores operationsafsnit haft ni patienter inde af 3 gange for at kvalificere en række nye patientforløb, som ledte til flere opmærksomhedspunkter, som fx at der er information, der skal gentages under forløbet, og vi skal have større fokus på efterforløbet. En del af feedbacken har vi kunne bruge til konkrete forandringer med det samme, og andet arbejder vi på at få tilrettet, fortæller Signe. 
 

Input har afgørende betydning for Fremtidens ambulatorium

Ved det seneste møde med brugerpanelet i november, faciliterede Pernille, Signe og Margrethe en workshop med temaet ”Fremtidens ambulatorium”, hvor patienter og pårørende gav deres bud og tanker på, at afdelingen ønsker at ændre praksis for kontroller i ambulatoriet samt gøre yderligere brug af virtuelle konsultationer. 

-Her havde brugerne mulighed for at give udtryk for deres overvejelser og holdninger og pege på de fordele og ulemper, de så i ændringerne, og hvilke tiltag vi så som afdeling kunne iværksætte for at afhjælpe evt. ulemper. Så når vi fx får at vide, at vores patienter kan være bekymrede for at blive ”mistet” ved behovsstyrede kontroller, eller virtuelle kontroller kan virke intimiderende for en patient, så lytter vi til det, lyder det fra Signe.

Pernille supplerer:

-Det her er et godt og konkret eksempel på, at den input vi har fået fra patienterne i vores brugerpanel, er afgørende for hvordan Fremtidens ambulatorie kommer til at se ud. 

Og så er vi tilbage, hvor det hele starter – og for den sags skyld også slutter; nemlig ved patientens stemme. 

-Patientens stemme trumfer. Det er jo dem, vi er her for, og derfor viser erfaringen også, at ved behov for omorganisering så har patientens stemme bare en særlig gennemslagskraft, slutter Pernille. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden