Team Cowi skal bygge Steno Diabetes Center Copenhagen

I dag blev vinderprojektet for byggeriet af Steno Diabetes Center Copenhagen offentliggjort. Vinderen er et konsortium med Cowi A/S i spidsen og med underrådgiverne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Mikkelsen Arkitekter A/S og Sted Aps.

I 2020 skal Steno Diabetes Center Copenhagen stå færdigt ved Herlev Hospital. Centeret skal årligt behandle 11. – 13.000 patienter og løfte regionens indsats overfor diabetespatienter. Tirsdag d. 20. december blev byggeriet meget konkret, da regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) afslørede vinderen af arkitektkonkurrencen ved en ceremoni på Herlev Hospital.

- At blive diagnosticeret og leve et liv med diabetes er et chok for mange mennesker, der forandrer ens eget og ens families liv markant. Steno Diabetes Center Copenhagen bliver internationalt førende med aktiviteter på både behandling, klinisk forskning, uddannelse, sundhedsfremme og forebyggelse, og jeg synes, at vinderforslaget ser rigtig flot ud. Nu glæder jeg mig til at det står færdigt, så patienter og familier, der lever med diabetes kan få glæde af de nye fysiske rammer, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Fælles oplevelser

Dommerkomitéen bestod af politikere og fagfolk, og de skriver om valget af Team Cowi A/S: Vinderprojektet har en inviterende arkitektur, der indrammer et kvalitativt og smukt arbejdsmiljø i dagligdagen. En udformning, der til fulde indfrier visionerne om en bygning, der integrerer arkitektur, kunst og landskab til fælles oplevelser patienter, pårørende og personale imellem.

Også direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Allan Flyvbjerg, er imponeret over vinderforslaget:

- Den bygning som skal huse Steno Diabetes Center Copenhagen har nogle specifikke krav og udfordringer, som jeg mener vinderforslaget har ramt rigtig godt. Det er vigtigt, at vi skaber et miljø, hvor både personer med diabetes, deres pårørende og personale trives godt og som samtidigt kan fungere langt ud i fremtiden. Jeg glæder mig enormt meget til at se centeret stå færdigt og med at komme i gang med det egentlige arbejde, siger Allan Flyvbjerg.

Du kan læse mere om Steno Diabetes Center Copenhagen på Region Hovedstadens hjemmeside og på Novo Nordisk Fondens hjemmeside.

Yderligere information:

• Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88
• Allan Flyvbjerg, direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88 eller direkte på 51 77 95 48
Redaktør