Om Steno Diabetes Center Copenhagen

En milliardinvestering i et nyt diabetescenter skal hæve diabetesbehandling og forskning til et niveau i verdensklasse. 
Centeret skal bygges i tilknytning til Herlev Hospital, og stå færdigt i 2020.​

Steno Diabetes Center Copenhagen skal årligt behandle 11. – 13.000 patienter og løfte regionens indsats overfor diabetespatienter.
Tirsdag d. 20. december 2016 afslørede regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) vinderen af arkitektkonkurrencen.

Vinderprojektet har en inviterende arkitektur, der indrammer et kvalitativt og smukt arbejdsmiljø i dagligdagen. En udformning, der indfrier visionerne om en bygning, der integrerer arkitektur, kunst og landskab til fælles oplevelser patienter, pårørende og personale imellem.

Direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Allan Flyvbjerg, siger om vinderprojektet:
- Den bygning som skal huse Steno Diabetes Center Copenhagen har nogle specifikke krav og udfordringer, som jeg projektet har ramt rigtig godt. Det er vigtigt, at vi skaber et miljø, hvor både personer med diabetes, deres pårørende og personale trives godt og som samtidigt kan fungere langt ud i fremtiden. Jeg glæder mig enormt meget til at se centeret stå færdigt og med at komme i gang med det egentlige arbejde, siger Allan Flyvbjerg.

Teamet som står bag vinderprojektet for Steno Diabetes Center Copenhagen er et konsortium med Cowi A/S i spidsen og med underrådgiverne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Mikkelsen Arkitekter A/S og Sted Aps.

Arkaden på Herlev Hospital, som i dag huser hospitalets administration, rives ned ved årsskiftet 2017/2018 for at give plads til Steno Diabetes Center Copenhagen.
Steno Diabetes Center Copenhagen forventes at stå færdigt ved udgangen af 2020. SDCC - gronne- omraader.jpg



Redaktør