Overlevelseskæden er simpelthen så stærk

​Som lægeassistent på akutlægebilen, ankommer jeg altid som en af de første, når ulykken virkelig rammer. Akut livredning er derfor ret normalt. Alligevel gør man altid ALT, hvad man kan, fortæller paramediciner Stefan​.​

Stefan Rokatis, paramediciner og lægeassistent.

​På skadestedet sætter erfaring og rutine ind

Når jeg sammen med lægen har kørt med udrykning igennem byen og ankommer til en trafikulykke, et knivstik, skudsår eller hjertestop, så bruger vi al vores erfaring og rutine. Ofte taler vi stort set ikke sammen det første minut, fordi vi hver især ved, præcis hvad vi skal gøre, og i hvilken rækkefølge vi skal gøre det. Det er der fuldstændig indøvede procedurer for, og det er ekstremt fokuseret. Så samtidig med at det er meget intenst, så udviser vi stor ro på stedet.

Et meget stærk teamwork

Den intensive behandling fortsætter, når vi ledsager patienten i ambulancen til hospitalet. Og vi bliver ved, indtil vi har overgivet patienten til det team, der står klar til at modtage. Hver eneste gang, er det virkelig fascinerende at opleve, hvor stærk overlevelseskæden er, når alle de involverede, læger, sygeplejersker og ambulancepersonale, yder det maximale for at redde patienten. Det er ret fantastisk at være en del af. Først bagefter, når vi er færdige, taler vi om forløbet: Hvad gik godt? Noget der kan forbedres endnu mere til næste gang? Noget der er brug for at blive talt igennem? På den måde får man virkeligt et stærkt makkerskab.

7 års uddannelse og træning

Uddannelsen til paramediciner tager syv år, når man kommer fra gaden. Men jeg havde kørt ambulance i 15 år, inden jeg gik over til akutlægebilen. De sidste tre år har jeg varieret arbejdet. Så nogle vagter er jeg med akutlægebilen. Andre vagter sidder jeg på Region Hovedstadens vagtcent​ral og besvarer 112 opkald. Her bruger jeg al min erfaring fra ambulancekørsel og akutlægebil til lynhurtigt at vurdere, hvilken hjælp, der skal sendes. Kombinationen giver rigtig god mening – og begge steder handler det jo virkelig om at redde liv. 

Noget mange kolleger ikke ved om mig

Som ganske ung, var jeg en ganske udmærket bordtennisspiller. Jeg var ikke ligefrem en "Michael Maze", men god nok til vinde landsdelmesterskabet i mixdobbelt i København. Og jeg tager altid gerne imod en udfordring.

Redaktør