Et menneskeligt ansigt

​Det tager ikke meget tid at indgyde tillid ved at vise patienterne et menneskeligt ansigt, når de har brug for det. Men det er dejligt at gøre det, fortæller​ lægesekretæren Malena.

​Malena, lægesekretær​​​

Når mit arbejde vir​​kelig føles værdifuldt

Patienten er ikke bare en brik i systemet. Patienten er først og fremmest et menneske. Den følelse, synes jeg også, at vi skal give dem. Jeg tager hver dag imod 60-70​ patienter i d​​en afdeling, hvor jeg er sekretær. Det betyder, at der ofte er travlt, og indimellem sidder patienterne og venter ude hos mig i receptionen, indtil lægen eller sygeplejersken bliver færdige med den foregående patient. 

Møder mennes​ker i en sårbar situation

For noget tid siden var der en patient, der havde siddet og iagttaget mig, mens jeg tog imod de ​andre patienter, talte i telefon osv. Da hun blev kaldt ind til undersøgelse, kom hun op til mig. Nu havde hun siddet og set, hvordan jeg talte med alle patienterne, og den åbenhed og venlighed, jeg mødte dem med, den havde gjort hende helt glad. Det ville hun gerne have lov til at sige tak for. Jeg blev selvfølgelig helt forlegen, men vores patienter jo er mennesker, som er i en sårbar situation, og derfor har ekstra meget brug for lidt omsorg og et smil. ​​

Patiente​rne skal mærke de betyder noget

Som sekretær er jeg ofte både en af de første og en af de sidste, som patienterne på afdelingen har kontakt med. Nogle er nervøse og bekymrede over, hvad de skal ind til, når de​ kommer, og andre er kede af det, når de går på grund af den besked, de lige har fået. Det behøver ikke tage særligt meget ekstra af min tid, lige at vise dem et menneskeligt ansigt, for jeg spotter efterhånden hurtigt, hvad det er folk har brug for. Det kan være, at jeg lige skal gentage en forklaring, som de allerede har fået inde på stuen, hjælpe dem med at udfylde en erklæring eller måske bare lytte i to minutter. Et tak for denne gang, eller jeg glæder mig til vi ses om tre måneder, er jo også noget af det der gør, at patienterne mærker, at de hos os er mennesker, der betyder noget. Det synes jeg er dejligt, når vi lykkes med at give dem den oplevelse.

Noget m​ange kolleger ikke ved om mig

Vi har faktisk en tradition​, her på afdelingen. Den 13. december har jeg flere gange gået rundt som Luciabrud på afdelingen med et lille syngende optog bag mig. Det har været skægt. En gang overklistrede jeg en af mine feriehjemvendte kollegers skærm og skrivebord med små post its, hvor der stod ”Velkommen tilbage”, ”Vi har savnet dig” osv. Det tror jeg hun blev glad for.


Redaktør