Graviditetsbetinget sukkersyge (GDM)

​Omkring 2 % af alle gravide udvikler sukkersyge i graviditeten også kaldet graviditetsbetinget diabetes (GDM).

​​​​Hvad er GDM?

Når du er gravid belastes dit sukkerstofskifte af graviditets hormonerne, og der skal produceres mere insulin for at opretholde et normalt blodsukker. Hvis kroppen ikke kan danne tilstrækkelige mængder insulin udvikles graviditetsbetinget sukkersyge (GDM). 

Graviditetsbetinget diabetes giver normalt ingen symptomer og, for de flestes vedkommende, forsvinder det igen efter fødslen. Hvis man har øget risiko for at udvikle graviditetsbetinget sukkersyge, tilbyder vi en undersøgelse, hvor blodsukkeret kontrolleres (sukkerbelastning). 

Behandling af GDM

Behandlingen er først og fremmest diæt og motion.

  • Diæt dvs. en sund kost, der ikke får dit blodsukker til at blive for højt.  Diæt er, for de fleste, den behandling der skal til for at opnå et normalt blodsukker. Du får tilbudt en samtale med en diætist, hvor I tilpasser diæten til dine madvaner og ønsker.
  • Motion - Vi anbefaler mindst ½ times motion dagligt i form af rask gang, cykling, svømning eller lignende. Motion er vigtigt og kan være med til at holde blodsukkeret nede, når du har GDM.
  • Insulinbehandling -  Behandling med insulin er nødvendigt hos nogle gravide (20-25 %). Hvis det bliver aktuelt for dig,vil du få yderligere information.

Hvad betyder GDM for barnet?

Følgende ses lidt hyppigere hos børn født af kvinder med GDM:

  • Stort barn: Fordi fostret kan have fået tilført for meget sukker, kan barnet vokse sig større og tykkere end normalt. Et stort barn kan eventuelt besværliggøre fødslen.
  • For lavt blodsukker: Lavt blodsukker hos dit barn kan optræde det første døgns tid efter fødslen. Når du har graviditetsdiabetes kan fostret have haft en øget insulinproduktion. Barnet skal derfor have målt blodsukker. Hvis dit barns blodsukker er for lavt, vil behandlingen, i de fleste tilfælde, være amning og modermælkserstatning. Barnet mades ved hjælp af en kop eller, i sjældne tilfælde, igennem en sonde eller i drop.
  • Gulsot: Dit barn kan få gulsot ved graviditetsbetinget diabetes. Gulsot ses, i mange tilfælde, også 4-5 dage efter fødslen. Barnet behandles på hospitalet med lysterapi.
  • Overvægt og type 2 diabetes: Børn født af mødre med GDM har ikke øget risiko for misdannelser. Barnet har en let øget risiko for at udvikle overvægt og type 2 diabetes senere i livet. Det er derfor vigtigt at du lærer dit barn sunde vaner.

Andre problemer på grund af min GDM?

Der kan opstå komplikationer i graviditeten så som svangerskabsforgiftning, forhøjet blodtryk, øget mængde fostervand og for tidlig fødsel, når du har GDM. 

Desuden får flere kvinder med GDM sat fødslen i gang eller lavet kejsersnit. Hvis GDM behandles og kontrolleres godt, kan disse problemer dog som regel forebygges.

Kontrol af blodsukker i graviditeten

GDM kontrolleres ved blodsukkermålinger. Du skal måle dit blodsukker 4 gange om dagen.

  • Før morgenmad og 1 ½ time efter morgenmad
  • Før frokost og 1 ½ time efter frokost

Målet med behandlingen er dit blodsukker skal ligge mellem 4 og 6 før måltiderne og mellem 4 og 8, efter måltiderne. 

Du får udleveret et blodsukkerapparatet til brug i graviditeten og efter fødslen.

Kontrol af blodsukker efter fødslen

Du skal måle dit blodsukker de første 2 dage efter fødslen, i alt 6 gange daglig.

  • Før morgenmaden og 1 ½ time efter morgenmad
  • Før frokosten og 1 ½ time efter frokost
  • Før aftensmaden og 1 ½ time efter aftensmad.

I langt de fleste tilfælde forsvinder GDM umiddelbart efter fødslen. Du bliver tilbudt kontrol af dit sukkerstofskifte med en sukkerbelastning cirka 8 uger efter fødslen. 

Efterfølgende skal du tale med din praktiserende læge om at få foretaget en sukkerbelastning med cirka 2 års mellemrum. Grunden til at det er vigtigt at følge op, er at halvdelen af de kvinder, der har haft GDM, udvikler diabetes i årene efter fødslen.

Forebyggelse af diabetes

Du kan selv være med til at forebygge, at du ikke udvikler diabetes ved:

  • at tabe dig, hvis du er overvægtig
  • at få daglig motion af mindst 30 minutters varighed
  • at beholde de sunde kostvaner.
Redaktør