Forskningens Dag på Herlev og Gentofte Hospital 2016

​Den første samlede Forskningens Dag den 2. november 2016 på Herlev og Gentofte Hospital var en stor succes med mange flotte præsentationer og tæt løb blandt finalisterne. Dagen foregik på Herlev matriklen med livestreaming til Gentofte matriklen 


Formand for Forskningsrådet, vicedirektør Steen Werner Hansen, konstaterede, at der sker meget på forskningsfronten på Herlev og Gentofte Hospital. 

Oplæg fra Globel Excellence-holdet

Derefter præsenterede hospitalets fem Global Excellence i sundhed deres afdelinger/centre og hvad, prisen har betydet:

  • Professor Lone Skov fra Hud- og Allergiafdelingen fortalte, at de havde set en stigning i forskningen siden prisen og nu er blandt de syv mest aktive forskningsafdelinger i regionen
  • Professor Børge Nordestgaard fra Klinisk Biokemisk Afdeling kom ind på, at der ikke er modsætning mellem bredde og elite, og at en prisvindende forskningsafdeling er med til at øge kvaliteten på hele hospitalet
  • Professor Gunnar Gislason fra Hjerteafdelingen præsenterede registerforskning bl.a. i placering af hjertestartere og samarbejde mellem flere afdelinger
  • Professor Inge Marie Svane introducerede hvor langt Center for Cancer Immunterapi er kommet i de ti år, det har eksisteret og fortalte om samarbejde med universitet om masteruddannelse i Immunologi. 
  • Professor Filip Krag Knop fortalte historien om Center for Diabetesforskning fra begyndelse frem til at være det forskningsfyrtårn, det er i dag

To vindere i den mundtlige konkurrence

I den mundtlige konkurrence var der på forhånd udvalgt 8 blandt 80 indsendte abstracts, så konkurrencen var derfor hård blandt de mange kvalificerede abstracts – faktisk så hård at førsteprisen for den mundtlige præsentation endte med to vindere. Efter sms-afstemningen stod både Astrid Sevelsted fra COPSAC, Hud- og Allergiafdelingen og Signe Foghsgaard, Center for Diabetesforskning nemlig med 122 stemmer hver.

Astrid Sevelsted holdt et oplæg om sammenhængen mellem kejsersnit som risikofaktor for, at et barn får astma. Signe Foghsgaards oplæg handlede om forebyggende behandling for diabetes 2 for kvinder, der tidligere har haft graviditetsdiabetes.

Tre vindere af poster-priser


Midt på dagen var der elektronisk posterpræsentationer på Balkonen og i Store Mødesal, og der var mange tilhørere til hver præsentation. I alt 96 forskere deltog i den indledende konkurrence, hvor Forskningsrådet udvalgte en finalist fra hver af de 6 stationer. Disse seks deltagere præsenterede endnu engang i Store Auditorium. Derefter gik de endelige sms-afstemninger i gang live, hvor deltagerne i Store Audiotorium kunne følge resultatet stemme for stemme. 


Telefonerne kom frem, og der blev afgivet mange sms-stemmer i konkurrencerne

Sms-afstemningen foregik live, så alle kunne følge med i, hvordan stemmerne blev afgivet, og resultatet udviklede sig.

Det blev også et tæt opgør, der dog endte med, at Jonathan Thorsen fra Dansk BørneAstma Center kunne kalder sig vinder med en præsentation om bakterier og udvikling af astma blandt børn.

På andenpladsen kom Gitte Holmen Olofsson fra Center for Cancer Immunterapi med et oplæg om immunterapi og T celler, mens Rasmus Bo Hasselbalch fra Hjertemedicinsk Afdeling blev nummer tre med et oplæg om sygeplejerskers kliniske vurdering som et led i triage. 


Flere billeder fra Forskningens Dag:


Mikkel N. Frandsen fra Medicinsk Afdeling  præsenterer Adverse effect of anabolic androgenic steroids on fat metabolism and browning of adipose tissue. 


Maj-Britt Tolstrup fra Gastroenheden i gang med sin posterpræsentation: Reduced rate of dehiscence after implementation of a standardized fascial closure technique in patiens undergoing emergency laparotomy.


Redaktør