Hvordan foregår det?
Alle deltagere vil få tilbudt styrketræning på mindre hold i 2 perioder af 2 uger med 3 ugentlige træningsgange, som ledes af en fysioterapeut. I en periode af 2 uger har deltagere omfangsmåleren på uden at styrketræne. Der trækkes lod om hvilken periode hvor styrketræningen udføres med og uden kompressionsstrømpe og hvilken periode, der er uden styrketræning.
Vi søger personer over 18 år med lymfødem i et eller begge ben og som til daglig anvender kompressionsstrømpe på benet.
Kriterier for at deltage
Du kan deltage, hvis du:
- Har lymfødem i et eller begge ben.
- Er 18 år eller derover.
- Dagligt anvender kompressionsstrømpe.
- Har et omfang på det bredeste sted på underbenet mellem 35-75 cm.
- Kan møde til undersøgelser og træning i Afdeling for Fysioterapi og Ergoterapi på Herlev Hospital.
Du kan ikke deltage, hvis du:
- Har sår på underbenet.
- Nedsat følesans på underbenet.
- Er i kemoterapi, strålebehandling eller immunterapi.
Honorar/godtgørelse
Deltagelse er frivillig og der ydes ingen honorar for deltagelse.
Fordele ved at deltage
- Gratis styrketræning ledet af fysioterapeut 2-3 gange ugentligt i 2x2 uger. Træningen foregår på mindre hold mandag og onsdag kl. 14.30-15.30 samt fredag kl. 14-15.
- Tæt opfølgning og målinger af dit lymfødem under din deltagelse ved projektleder Merete Wittenkamp, som er lymfødemterapeut og ph.d. studerende.
- Du vil få indblik i hvordan dit lymfødem påvirkes af brug af kompressionsstrømpe og styrketræning, idet du vil få gennemgået målingerne fra omfangsmåleren med projektlederen. Du kan også få tilsendt print af målingerne.
Forløb
Det skal du igennem
- Du har 6 undersøgelsesbesøg hos projektleder og lymfødemterapeut Merete Wittenkamp. 1. måling tager ca. 1,5 time og øvrige målinger tager 45 minutter. Undersøgelser består af besvarelse af spørgeskemaer, måling af omfang af benene med målebånd og perometer samt måling af væske i underhuden på benene med bioimpedans måler.
- Du får påsat en omfangsmåler på underbenet under din kompressionsstrømpe i 3 perioder af 2 uger. Måleren aftages kun ved bad og svømning.
- Du får påsat en lille aktivitetsmåler i et plaster på yderside af dit lår, som registrerer hviletid og bevægelse (liggende, siddende, stående, gående, cykling). Måleren er påsat i samme 3 perioder af 2 uger som omfangsmåleren.
- Du får tilbudt 2 perioder med 2 ugers styrketræning 2-3 gange per uge ledet af fysioterapeut.