Præcis ernæring til kræftpatienter
Hvordan sikrer vi, at kræftpatienter får den helt rigtige mængde energi under indlæggelse?
På Afdelingen for Kræftbehandling undersøger vi forskellen mellem energibehov beregnet med standardalgoritmer og målt med indirekte kalorimetri (IC). Projektet skal identificere de patienter, der har størst gavn af IC-måling – og dermed bidrage til mere målrettet og effektiv ernæringsterapi.
Baggrund
Individuelt tilpasset ernæringsterapi er afgørende for kræftpatienter. Forskning viser, at både for lavt og for højt energiindtag kan øge risikoen for komplikationer og dødelighed. I dag beregnes energibehov ofte ud fra generiske algoritmer, men disse kan medføre væsentlige afvigelser i forhold til patienternes faktiske behov.
Formål
Projektet undersøger:
Forskellen mellem energibehov målt med indirekte kalorimetri (IC) og behov estimeret via algoritmer.
- Om specifikke kliniske markører kan forudsige, hvilke patienter der bør tilbydes måling med IC.
Studiedesign
- Kvalitetsudviklingsprojekt
- Godkendt som Kvalitetsudviklingsprojekt: WorkZone nr. 25054948.
Deltagere
- Patienter over 18 år tilknyttet Afdelingen for Kræftbehandling.
Klinisk relevans
Projektet kan bidrage til at identificere de patienter, hvor en måling af energibehov med Indirekte kalorimetri har størst betydning, og dermed understøtte en mere præcis og effektiv ernæringsbehandling.
Tidsramme
September 2025 – juni 2026.