Det er med stor begejstring og stolthed, at vi nu kan dele hele køkkenfunktionens allerførste ESG-rapport for 2024 med dig og din organisation. Denne rapport er kulminationen på et intensivt arbejde og markerer en betydningsfuld udvikling i vores tilgang til bæredygtighed og ansvarlighed i Ernæringsenheden på hospitalet. For os er dette ikke blot en rapport, men et spejl af vores engagement, vores fremskridt og vores fortsatte ambition om at gøre en positiv forskel.Hvorfor ESG-rapportering?
Selvom offentlige institutioner som vores ikke er direkte omfattet af EU’s krav om ESG-rapportering, har vi i Ernæringsenheden alligevel valgt at omfavne denne rapporterings-form. For os er det hurtigt blevet en naturlig forlængelse af vores daglige arbejde og en måde at formalisere og systematisere vores indsats for en mere bæredygtig fremtid.
Vores motivation bunder i et ønske om øget transparens over for borgere, politikere og samarbejdspartnere, et behov for at styrke vores datadrevne ledelse, en ambition om at opnå større selvindsigt og en klar ambition om at være frontløbere inden for bæredygtig ernæring og måltider.
ESG-rammeværket har hjulpet os med at få en mere udvidet bæredygtighedsforståelse, hvor bæredygtighed ikke kun drejer sig om miljø og klima, men også tænkes ind i sociale og ledelsesmæssige aspekter. Samtidig har vi gjort os mange overvejelser om formen. Der hvor det gav mening, har vi lades vores rapport “stikke af” fra de retningslinjer, der er for private virksomheder indenfor CSRD-direktivet.
Rapportens indhold: Vores bæredygtighedsrejse i 2024
I rapporten giver vi et detaljeret og ærligt indblik i vores bæredygtighedsrejse i 2024. Vi fremlægger konkrete data, ambitiøse målsætninger, opnåede resultater og de udfordringer, vi fortsat arbejder på at overkomme. Du kan bl.a. læse om:
- Vores målrettede arbejde med at opnå vores pejlemærker for bæredygtighed; fx at reducere vores CO2-aftryk gennem hele værdikæden – fra indkøb til madspild.
- Vores innovative ”Herlevs Herligheder” koncept, der forener kulinarisk kvalitet med bæredygtige principper og øget patientinddragelse.
- Vores engagement i at minimere madspild gennem dataanalyse og optimerede processer i projektet DEFRAME og løsninger som ”Too Good To Go”.
- Vores dedikerede indsats for at skabe et sundt, udviklende og inddragende arbejdsmiljø for vores medarbejdere.
- Vores deltagen i det sociale ansvar gennem læringsforløb for specialskoleelever.
- Vores arbejde med at integrere bæredygtighed i vores ledelsespraksis og sikre transparens i alle vores processer.
- Vores overvejelser om bæredygtige og økonomiske udfordringer ved mødet mellem næringstætte retter og plantebaseret kost i et offentligt køkken.
ESG – et strategisk værktøj for fremtiden
For os er ESG-rapporteringen mere end blot en dokumentationsøvelse. Det er et strategisk ledelsesværktøj, der hjælper os med at sætte klare mål, måle vores fremskridt og træffe databaserede beslutninger. Rapporten giver os et værdifuldt grundlag for at vurdere effekten af vores initiativer, identificere områder med forbedringspotentiale og sikre, at bæredygtighed er en integreret del af vores daglige drift og fremtidige strategi - hver dag året rundt.
Invitation til dialog og fælles inspiration
Vi håber, at denne rapport vil tjene som inspiration for jer og andre aktører i både den offentlige og private sektor. Vi tror på, at vi kan opnå de største resultater, når vi deler vores viden, erfaringer og gode ideer. Vi ser frem til at modtage jeres feedback på rapporten og høre om jeres egne bæredygtighedsinitiativer.
Vi inviterer jer til at dykke ned i rapporten og kontakte os med spørgsmål, kommentarer og forslag. Vi ser frem til en fortsat dialog og et styrket samarbejde om den bæredygtige omstilling af vores sektor. Vi deler vores erfaringer med ydmyghed, da vi tror på, at vidensdeling er en vigtig nøgle til at vi alle når vores mål for bæredygtighed. Derfor er I også velkommen til at lade jer inspirere af vores opsætning, struktur og layout.