Blærecancer

​Operation for blærecancer udføres på Afdeling for Urinvejssygdomme rutinemæssigt som et robotassisteret kikkertindgreb. Afdelingen foretager cirka 50 af denne type operationer årligt med de samme to speciallæger som operatører ved alle indgreb.​

Om operation for blærecancer 

Den mest effektive behandling af lokaliseret blærecancer er fjernelse af urinblæren og prostata hos mænd og livmoder, æggestok og urinblæren hos kvinder. Ved operationen fjernes derudover cirka 25 lymfeknuder i området omkring blæren. Herefter rekonstrueres urinvejene enten til en stomi på maven (Brickerblære) eller til en kunstig blære fremstillet af ca. 50 cm tyndtarm syet til urinrøret, så man kan lade vandet den naturlige vej.

Operationen for blærecancer ved hjælp af kikkertkirurgi udføres på fuldstændig samme måde som den tidligere traditionelle åbne operation - nu blot gennem ganske små huller i huden. 

Alle patienter som er egnet til kirurgi kan opereres ved hjælp af den nye metode, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at ændre til åben operation af tekniske årsager.

Efterfølgende indlæggelse

Operationen tager ca 4-6 timer og den efterfølgende indlæggelse på hospitalet er normalt fem til fjorten dage afhængig af, hvilken type af operation der foretages. 

Redaktør