PhD på Røntgen og Skanning

​Er du interesseret i at komme i gang med et radiologisk ph.d.-projekt? En ph.d.-stilling ved Afdeling for Røntgen og Skaning på Herlev og Gentofte Hospital er et ideelt valg. Læs om de mange fordele her. 

Hvorfor skal du vælge Afdeling for Røntgen og Skanning?

Røntgen og Skanning er i rivende udvikling og mulighederne øges løbende. Vores produktion er gennem flere år steget med mere end 10%, hvor CT-, MR- og UL-skanninger udgør en markant større del. Kan det gøres bedre? Udviklingen går så hurtigt, at de videnskabelige beviser for forandringerne/forbedringerne ikke altid kan følge med. Røntgen og Skanning har derfor brug for din hjælp. Er du interesseret i at komme i gang med et radiologisk ph.d.-projekt, så er afdelingen ideel, da forskningen prioriteres højt, og vi har et aktivt forskningsmiljø.

Råd og vejledning

Afdelingen har lang erfaring med forskning og vejledning af ph.d.-studerende. Vi iværksætter årligt adskillige forskningsprojekter og deltager derudover i projekter med eksterne samarbejdspartnere, både på og uden for hospitalet. Vi kan derfor tilbyde dig råd og vejledning, allerede fra du får dine første ideer.

Bred vifte af spændende emner

Forskningsenheden ledes af afdelingens professor. Herudover består gruppen af vores forskningsradiograf, to MR-fysikere og professorens PA. Hertil kommer afdelingens ph.d.-studerende, læger, radiografer og sygeplejersker. Vi dækker en  bred vifte af områder indenfor radiologi, og du kan derfor frit vælge præcis det område, som har din interesse. Vores aktuelle projekter omhandler bl.a.  billeddiagnostik af cancer, reumatologiske sygdomme, kontraststoffer, urinvejssygdomme og kardiovaskulære sygdomme. Endvidere udfører vi også grundforskning indenfor karakteristik af diffusion med MR-skanning.

Hjælp og sparring i processen

Vi hjælper dig gerne med  ansøgninger til eksempelvis Datatilsynet, Videnskabsetisk Komité, Lægemiddelstyrelsen og forsøgsregistret Clinicaltrials.gov. Undervejs i projektet kan du derudover få hjælp til statistikopgaver og lignende hos en statistikekspert.

Vores bibliotek som du naturligvis frit kan benytte, dækker alle emner indenfor radiologi.
Det er planen, at ph.d´erne på afdelingen skal sidde sammen i et fælles kontor, hvilket giver rig mulighed for både faglig og praktisk sparring på tværs af projekter.

Du kan også deltage i hospitalets netværk for unge forskere, hvor bl.a. ph.d.-studerende mødes om emner af fælles faglig og uddannelsesmæssig interesse.

Erfaring med rekruttering af patienter

Du behøver ikke bekymre dig om, hvordan du får patienter til dit ph.d.-projekt. På Afdeling for Røntgen og Skanning har vi god erfaring med rekruttering af patienter fra Herlev Hospital samt fra vores mange samarbejdspartnere på andre hospitaler og uddannelsesinstitutioner. Vi har kontakt med mange forskellige kliniske afdelinger, som kan rådgive dig undervejs i projektet. Du har også mulighed for at udføre dyreeksperimentelle studier.

Internationale muligheder

En ph.d.-stilling ved Afdeling for Røntgen og Skanning giver mulighed for at opbygge et solidt fagligt netværk, nationalt såvel som internationalt. Afdelingen giver støtte til, at du kan deltage ved internationale kongresser, hvor du har fået accepteret et abstract eller en fremlæggelse af dit projekt.

Relevante kurser på Danmarks største ph.d.-skole

I dit ph.d.-forløb på Afdeling for Røntgen og Skanning deltager du automatisk i en række gratis kurser, som er relevante for dit projekt. Kurserne foregår på ph.d.-skolen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor du kan sparre med andre ph.d.-studerende (læs mere på http://healthsciences.ku.dk/phd).
Du får naturligvis også mulighed for at deltage i afdelingens egne kurser.


Redaktør