Patologer og hæmatologer med i nyskabende internationalt studie

​Et stærkt værktøj, der giver mere præcis prognose og mere målrettet behandling af lymfekræft. Det er resultatet af en stor international undersøgelse af lymfekræft, der er den hidtil største af sin art. To afdelinger fra hospitalet var som ganske få europæiske afdelinger inviteret med.

Vent...

Patologi- og Hæmatologiafdelingerne har sammen med Universitetshospitalet i Helsinki leveret 800 vævsprøver, undersøgelsesresultater og kliniske resultater til en stor, international undersøgelse af lymfekræft. De input danner grundlag for et nyt, onlinebaseret værktøj, som har potentiale til at forbedre genetisk diagnostik og behandling af patienter med lymfekræft.

- Vi er både glade for og stolte over, at patienter, som er undersøgt og behandlet på Herlev Hospital kan bidrage til en international undersøgelse af et så stort omfang som har givet vigtige resultater, siger Peter Nørgaard, overlæge på Patologiafdelingen og medforfatter på artiklen som er publiceret i det ansete videnskabelige tidsskrift Cell.


Herlev en ud af tre europæiske deltagere

Undersøgelsen er ledet fra Duke University, USA, og afdelingerne her på hospitalet er som en ud af kun tre europæiske deltagere inviteret med i projektet.

- Værktøjet giver et endnu mere fintmasket net end tidligere for at finde de genetiske forskelle hos patienterne, der betyder noget for udviklingen af lymfekræft. Det er et vigtigt skridt mod målrettet behandling, så den enkelte patient med lymfekræft får præcis den rette behandling uden hverken at blive under- eller overbehandlet, fortæller Peter Nørgaard. 

Værktøjet er målrettet behandling af patienter med højmalign B-cellelymfom. Som læge kan man afkrydse en række faktorer om patienten og resultater fra vævsprøve, og efterfølgende viser værktøjet patientens forventede overlevelse.

 

Interaktive resultater

Det digitale værktøj er en helt ny måde at publicere de videnskabelige resultater på, og det gør resultaterne meget overskuelige og interaktive.

Se værktøjet her.

Resultaterne er til videnskabelig brug, fx ved planlægning af kliniske undersøgelser. Det vil fx være en forbedring, når man skal teste ny medicin til behandling af kræft. Medicinen skal altid testes i videnskabelige, kliniske undersøgelser, og online-værktøjet vil kunne inddele patienterne i grupper med forskellige risikoprofil og dermed i grupper, der kræver forskellig behandling. 

Patologi- og hæmatologiafdelingerne er også del af det videre forløb i det internationale projekt, hvor ca. 10.000 tumorprøver og prøver på normalt væv skal analyseres med next generation sequencing. Projektet er dermed den mest omfattende undersøgelse af kræftgener i verden.

 

Læs artiklen i Cell 

Læs omtale i Dagens Medicin

Denne nyhed er kopieret fra Herlev og Gentofte Hospitals intranet.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor