Sygeplejestuderende

Sygeplejeuddannelsen er en dynamisk uddannelse, der veksler mellem teoretisk uddannelse på sygeplejeskole og klinisk oplæring på forskellige afdelinger på et hospital.

Uddannelsesansvarlig for sygeplejestuderende

Det overordnede uddannelsesansvar for sygeplejestuderende ligger hos vores koordinerende kliniske vejleder, Camilla Paaske. Hun har ansvar for kontakten med uddannelsesinstitutionerne, de overordnede undervisningsopgaver og planlægning af de studerendes klinikforløb.


Klinikforløb i afdelingen

Gennem sygeplejeuddannelsen opnår du en række kompetencer, der sætter dig i stand til at varetage den fysiske pleje og menneskelig omsorg baseret på solid teoretisk viden og praktisk kunnen.


Som sygeplejestuderende på ortopædkirurgisk afdeling lærer du at reflektere over medicinske og kirurgiske pleje- og behandlingsforløb.


Du skal reflektere over sygeplejefaglige problemstillinger og patienters forskellige oplevelse af sygdom og lidelse. Du skal analysere patienternes livsstil og levevilkår og identificere sygeplejebehov og interventioner. Det sker gennem daglig vejledning i arbejdet omkring patienterne og gennem refleksionsøvelser sammen med medstuderende og afdelingens kliniske vejledere.


Som en del af dit klinikforløb skal du inddrage og begrunde sygeplejeinterventioner med praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden. Du lærer at identificere sygeplejebehov, opstille mål, udøve, evaluere og dokumentere den kliniske sygepleje.


Du vil anvende kliniske metoder til at identificere, vurdere, dokumentere og evaluere sygeplejebehov ved hjælp af f.eks. ernæringsscreening, Barthelscoring og madrasscreening.


Du vil blive tilknyttet udvalgte patienter, hvor du skal øve dig i at samarbejde med både patienter, pårørende, personalet i afdelingen og det tværfaglige personale. Du har mulighed for at studere patientens forløb fra indlæggelse til udskrivelse.


Du vil indgå i afdelingens praksisfællesskab med andre studerende, elever og uddannet personale. Du deltager i daglige konferencer og regelmæssige samtaler og refleksionsøvelser med afdelingens kliniske vejledere og den kliniske lektor.

​​​​​

Redaktør