Livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft
Kræft i livmoderhalsen er en sygdom, der heldigvis bliver færre og færre tilfælde af hos kvinder i Danmark. Men den er endnu ikke udryddet.
De fleste tilfælde skyldes, at kvinden har haft en virusinfektion med HPV-virus.

Screening
I Danmark bliver alle kvinder mellem 23 år og 59 år tilbudt en screening for celleforandringer i livmoderhalsen. Celleforandringer kan være forstadier til kræft. Mange kvinder udvikler ikke kræft, men bliver behandlet for de tidlige stadier, der måske kunne have udviklet sig til kræft.

Vaccine mod kræft
Der findes nu en vaccine, som virker mod flere HPV-vira, der kan være årsag til udvikling af livmoderhalskræft. Vaccinen er indført som en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark.
 
Der er stadigvæk kvinder, der får livmoderhalskræft, selv om der er indført screening, og selvom der ër en vaccine, som kan nedsætte risikoen.

Symptomer
Symptomerne er oftest blødningsforstyrrelser, blødning ved samleje eller smerter.

Sådan bliver diagnosen stillet
Diagnosen bliver stillet ved, at lægen tager en vævsprøve fra livmoderhalsen. Med scanninger og en gynækologisk undersøgelse undersøger man, hvilket stadie kræften har, og om den har spredt sig til andre organer.

Behandling
Sammen med gynækologerne lægger lægerne fra Onkologisk Afdeling en plan for behandling af sygdommen. Nogle patienter bliver opereret. Det sker ved, at kirurgerne fjerner livmoderen, livmoderhalsen og eventuelt lymfeknuder i bækkenet. Det kan være nødvendigt at give strålebehandling i kombination med kemoterapi efter operationen.

Andre patienter bliver behandlet med strålebehandling i kombination med kemoterapi. Denne behandling bliver givet for at helbrede kræftsygdommen. Behandlingen bliver givet som udvendig strålebehandling. Efterfølgende bliver behandlingen givet, som indvendig strålebehandling

Hvis kræften har spredt sig til andre organer, vil behandlingen ofte være en kombination af strålebehandling og kemoterapi. Behandlingen bliver i så fald givet med henblik på livsforlængelse og lindring af sygdommens symptomer.

Information
Hvis du skal have behandling mod kræft i livmoderhalsen, bliver du grundigt informeret både skriftligt og mundtligt ved en samtale med en læge og en plejeansvarlig. Det vil sige enten af en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent eller radiograf.

Bivirkninger
Der er bivirkninger ved strålebehandling og kemoterapi. Det er vigtigt, at du ved, at du ikke kan få børn efter behandlingen. Du vil også gå i overgangsalder. Symptomer på overgangsalder kan behandles med et hormontilskud.
Bivirkninger

Du kan søge yderligere information om vores behandling til patienter med kræft i livmoderhalsen via vores pjecer,
Pjece​r​

Redaktør