Besøgstid


Du er altid velkommen til at besøge dine pårørende på hospitalet.

Vi har ingen faste besøgstider
Du er velkommen som besøgende på hospitalet, når det passer bedst, for den du vil besøge. Hermed lidt viden, som du gerne må være opmærksom på:

  • Indlagte patienter er ofte mere sårbare i forhold til infektioner. Det er bedst at vente med besøg på hospitalet, hvis du er sløj, har en infektion, diarré eller influenzalignende symptomer.
  • God hygiejne er særligt vigtig på et hospital af hensyn til patienterne. Der er håndvask og/eller sprit til rådighed for dig, både når du kommer, og når du forlader afdelingen.
  • Hvis det er muligt og rart for den, du besøger, kan besøget foregå i et opholdsrum. Det er godt at vise hensyn til medpatienter – især på flersengsstuer.
  • Børn er meget velkomne sammen med en voksen, der ikke er patienten. Personalet hjælper gerne med vejledning i forhold til det enkelte barn for eksempel med at forklare barnet om sygdommen. ​
  • For at beskytte patienters privatliv kan personalet bede om at besøget bliver midlertidigt afbrudt.

Du er altid velkommen til at spørge personalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Det kan være en fordel at planlægge besøg ud fra samtalen ved indlæggelsen, lægesamtaler og stuegang. Når lægen og sygeplejersken videregiver informationer, oplever mange det som en hjælp at have pårørende med. 

Hvis I er flere pårørende, kan det være en fordel at vælge en, som har kontakten til personalet. Det gælder også ved lægesamtaler og stuegang. 

Særlige hensyn 
Du kan af og til blive bedt om at forlade stuen, hvis plejen, behandlingen eller hensynet til øvrige patienter kræver det. 

Stuegang 
Der er stuegang mellem klokken 9.00 og 15.00 på hverdage.
I weekender og på helligdage er der stuegang ved behov mellem klokken 9.00 - 18.00.

Formålet med stuegangen er, at lægen i samarbejde med patienten afdækker symptomer og iværksætter undersøgelser. Som pårørende kan du altid være med til stuegang, hvis patienten er indforstået med det.  Du er også altid velkommen til at tale med plejepersonalet.

Lægesamtale
Hvis der er behov for en lægesamtale, kan dette aftales med personalet. Lægesamtalen er en dialog mellem personale, patient og pårørende om behandling eller planer. Lægesamtaler foregår efter aftale. Det er ofte den læge, der går stuegang, der er med til samtalen. Hvis du som pårørende ønsker at deltage i lægesamtalen, skal du aftale tidspunktet med plejepersonalet. Ved lægesamtalen er der mulighed for at stille spørgsmål til lægen.



Redaktør