Motion og sygdom

​Motion ruster din krop til kemoterapi og mindsker bivirkninger. Fysisk aktivitet dæmper stresssymptomer og styrker opbygningen af muskelmassen. Begge dele er vigtigt, når du skal komme dig under og efter kræftbehandling. ​



Fysisk aktivitet kan hjælpe
Fysisk aktivitet kan hjælpe​ på både kvalme og massiv træthed, som opstår hos de fleste, som bliver behandlet med kemoterapi. Desuden har fysisk aktive personer færre infektioner og er generelt mindre syge end folk, der er inaktive. 

At flytte fokus
I perioden under og efter behandlingen kan sygdommen fylde meget - både på det fysiske og på det følelsesmæssige plan. Motion giver derfor også et tiltrængt frikvarter, som flytter fokus fra sygdommen. 

At komme i gang 
Efter et forløb med kræftbehandling er mange usikre på, hvad kroppen kan klare af fysiske udfordringer. Det viser sig som regel, at man kan meget mere, end man tror. 

Det betyder noget, at du får gang i kroppen - også selvom du kun har energi til en kort gåtur. 

Mere energi
Når du først er kommet i gang, er det vigtigt, at du fortsætter med træningen i det omfang, det overhovedet er muligt. 

I perioder, hvor du af den ene eller den anden grund har svært ved at bevæge dig, som du plejer, bør du lytte til kroppen og skære ned på aktivitetsniveauet. Det er dog oftest en dårlig idé helt at holde op med at bevæge sig. 

Hvor meget? 
Det er vigtigt at finde ud af, hvor meget du må udfordre kroppen med fysisk aktivitet. Du kan diskutere muligheder og begrænsninger med lægerne og plejepersonalet. 

Du kan eventuelt blive henvist til en fysioterapeut, hvis du har behov for det. 

Lidt er også godt
Selvom du har et lavt energiniveau, vil du få flere kræfter og forøget livskvalitet af at bevæge dig mere. Det gælder både, hvis du har været vant til at dyrke motion, og hvis du ikke er vant til at dyrke motion. 

Når du har fundet frem til, hvad du må, er den store udfordring at afstemme det med den mængde energi og lyst, du har til rådighed. 

Spørg om motion
Hvis du ikke får den rette hjælp og støtte til at komme i gang med genoptræning, kan det resultere i, at du bliver inaktiv af frygt for at komme til at skade dig selv. 

Spørg lægen, om der er særlige forhold ved din sygdom og behandling, som du skal tage hensyn til, inden du dyrker motion.

Redaktør