Om forsøgsbehandling


Forsøgsbehandling

Som kræftpatient kan du få mulighed for at deltage i videnskabelige forsøg, så forskerne kan finde nye og mere skånsomme behandlinger. Det vil sige behandlinger, der måske virker bedre - eller som giver færre bivirkninger end de behandlinger, der gives i forvejen.

En forsøgsbehandling er en undersøgelse af en ny slags behandling, hvor virkningen af behandlingen ikke er helt kortlagt.

Der er flere ord for forsøgsbehandling. Det kan for eksempel også hedde protokolleret behandling eller kliniske forsøg. Rammerne for et forsøg, er altid beskrevet i en protokol, derfor kalder man det protokolleret behandling.

Altid frivilligt
Det er altid frivilligt, om man ønsker at modtage forsøgsbehandling.

Forsøgsbehandling kan ske både tidligt i et behandlingsforløb eller sent. Med sent menes, når den gængse behandling ikke virker længere.

Hvem kan modtage forsøgsbehandling
I forsøgsprotokollen står, hvilken kræftsygdom og hvilke patienter forskerne vil undersøge. Der står også, hvilken alder deltagerne skal have, og hvor meget sygdommen må have spredt sig. Endelig er der krav om deltagernes almene helbredstilstand, og krav til hvilken medicin man må tage samtidig med forsøget osv.
Det er derfor ikke alle, der kan deltage i en bestemt forsøgsbehandling.


Redaktør