Sengeafsnit


Sengeafsnittet på Kardiologisk afdeling er dér, hvor man indlægges, når man er akut hjertesyg. 

Hvad skal der ske?
Ved indlæggelsen bliver du modtaget af en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, der viser dig tilrette og foretager en indlæggelsessamtale. Her oplyses du blandt andet om kontaktpersonordningen. 
Du får mange informationer på én gang, og du er til enhver tid velkommen til at spørge os, hvis der er noget du gerne vil høre igen.

Overvågning og undersøgelse af hjertet
På afdelingen kan vi iværksætte elektronisk overvågning af patienternes hjerterytme. Det letter vores muligheder for at følge patienterne. Det betyder i praksis, at du måske får sat elektroder på brystet, som sender signaler til en computer, der så registrerer og optager rytmen.

I løbet af det første døgn vil du få taget blodprøver, hjertekardiogram (EKG) og evt. røntgen af lungerne, ultralydsundersøgelse af hjertet (EKKO). For mere info, klik på Undersøgelser.

Diagnose og behandlingsplan
Efter at vi har fået svar på prøver og undersøgelser, stiller vi diagnosen. Derefter kan behandlingsforløbet planlægges af vores læger, sygeplejersker og dig.

Hver dag er der stuegang, som er en dialog mellem dig, sygeplejersken og lægen. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned på forhånd, så I kan tale om det ved stuegangen. Hvis du og dine pårørende ønsker det, kan vi arrangere en samtale - spørg personalet.
 
Se mere om hvordan du kan involvere dig og bidrage konstruktivt til dit forløb på siden Aktiv patient.

Brug for mere information?
​Vi vil opfordre dig til at læse siderne under menupunktet Patientinformation i venstre side, hvis du har spørgsmål vedrørende din sygdom, dine undersøgelser, dine rettigheder eller andet.

I menuen til venstre finder du også menupunktet Praktisk info, om besøgs- og telefontider, rygepolitik og om hvor du finder sengeafsnittet.


Redaktør