Myelomatose

​Her kan du læse om myelomatose.

​​​​​

​Myelomatose

- også kaldet knoglemarvskræft

Sygdommen opstår i celler, som danner de antistoffer, der under normale forhold cirkulerer i blodet og udskilles i slimhinderne og er med til at bekæmpe infektion og forebygge gentagelse af infektion.

Antistoffer kendes bl.a. som gammaglobuliner og immunglobuliner, der gives for at forebygge infektioner hos specielt udsatte (f.eks. ved rejser til områder med smitsom gulsot).

Sygdommen opstår oftest i celler som er lokaliseret til knoglerne og til knoglemarven og kan føre til at områder af knoglerne bliver erstattet af disse såkaldte myelomceller.

Myelomatose kan føre til sygdom dels på grund afkalkning af knoglerne med risiko for brud til følge, eller føre til frigørelse af store mængder kalk til blodet. Kræftcellerne danner ofte store mængder antistof eller dele heraf, som påvirker kredsløbet eller organerne, herunder specielt nyrerne. Disse antistoffer, som alle er fuldstændig ens, kaldes M-komponent. M står for monoklonal, dvs. dannet fra fuldstændig identiske kræftceller (én klon).

Kræftcellerne kan også fortrænge de normale knoglemarvsceller, således at knoglemarven ikke kan danne tilstrækkeligt antal røde og hvide blodlegemer og blodplader og ikke danner tilstrækkelige normale mængder antistoffer. Dette kan føre til blodmangel og blødningstendens samt til øget modtagelighed for infektioner. Endelig kan M-komponenten være direkte skadelig for nyrerne, så nyrefunktionen forværres eventuelt i en sådan grad at man må dialyseres.

Diagnose

Myelomatose diagnosticeres ved dels en knoglemarvsundersøgelse hvor kræftcellerne påvises, dels ved røntgenundersøgelser af knoglerne (kranium rygsøjle, bækken, arme og ben), og endelig ved undersøgelse af blod og urin for M-komponent.

Behandling

Patienter under 65 år behandles med kemoterapi i form af de såkaldte CyDex-behandlinger (dette er en forkortelse for den medicin som anvendes).

Efter 2-3 sådanne behandlinger afsluttes med højdosis kemoterapi støttet med autologe (patientens egne) stamceller som kan normalisere knoglemarvsfunktionen. Efter denne behandling kan man behandle med alfa-interferon eller følge tilstanden uden behandling.

Efter den sidste serie CyDex-behandling er indlagt en speciel behandling, som tillader såkaldt høst af knoglemarvens stamceller. Denne høst foretages gennem en vene. Der må derfor anlægges centralt venekateter, som også kan benyttes ved højdosisbehandlingen. Dette er en lille slange, som føres gennem huden på brystkassens forside ind i en stor vene. Herefter kan al medicin som skal direkte ind i blodet, blodprøvetagning, blodtransfusion foretages gennem dette kateter. Ligeledes kan også høst af stamceller foretages gennem dette venekateter.

Patienter over 65 år eller patienter, som af anden grund ikke skønnes at kunne gennemføre en højdosis kemoterapi med autolog stamcellestøtte tilbydes oftest behandling med kemoterapi i form af tabletbehandling eventuelt sammen med thalidomid.

Strålebehandling kommer på tale ved en større ansamling af myelomceller f.eks. ved overhængende fare for knoglebrud eller tryk på nerver. Forebyggende behandling med de såkaldte bisfosfonater reducerer risikoen for skader på knoglerne og kan desuden anvendes til at normalisere en forhøjet værdi af kalk i blodet.

En række nye behandlinger kan anvendes ved tilbagefald af sygdommen fx thalidomid og Revlimid® som hindrer kræftcellerne i at danne blodkar og direkte øger drabet af kræftceller i kombination med binyrebarkhormon og kemoterapi.

En anden ny behandling, Velcade® - en såkaldt proteasomhæmer – fremmer kræftcellernes programmerede celledød. En ny behandlingsform under afprøvning er den såkaldte mini-transplantation. Dette er en speciel form for knoglemarvstransplantation med celler fra en vævstypeidentisk søskende.​

Redaktør