Indsprøjtning af fyldstof i urinrøret

Operationen foregår i lokalbedøvelse, og du vil samtidig få smertestillende og beroligende medicin. 

Under synets vejledning sprøjtes 2–5 ml flydende fyldstof under slimhinden i urinrøret. Fyldstoffet størkner i løbet af det første døgns tid og fungerer som en ny "pakning" i urinrøret.

De fleste udskrives på operationsdagen eller dagen efter. Evt. sygemelding aftales ved udskrivelsen.

Du kan få en tid i urogynækologisk klinik til kontrol 3 måneder efter operationen.


Hvordan med vandladning efter operationen?

Når du får vandladningstrang eller senest 3-4 timer efter operationen skal du lade vandet på en "Texashat", der sættes under toiletbrættet og indholdet måles. Derefter bliver du blærescannet, for at se om der står urin tilbage i blæren. Hos nogle kan det blive nødvendigt at tømme blæren med et engangskateter.


Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelsen?

De fleste har ingen smerter efter operationen. Få kan have minimal ømhed forneden, som man kan få tabletter for.

For at undgå at ufrivillig vandladning opstår igen, er det vigtigt at skåne bækkenbunden ved at undgå tunge løft (mere end 10 kg) og kronisk forstoppelse.

I løbet af den første uge kan du gradvist genoptage dine vanlige aktiviteter, herunder seksuelt samvær. Det er en god idé at gøre knibeøvelser efter operationen, begynd så snart det ikke gør ondt.

Det kan anbefales, at fortsætte med hormonstikpiller for at styrke vævet.


Forventet resultat af operationen

Langt de fleste (ca. 70 %) helbredes eller bedres efter operationen. Der er risiko for, at der med tiden igen kan opstå ufrivillig vandladning, i så fald kan operationen gentages.


Hvilke problemer kan opstå efter operationen?

Det er ikke ualmindeligt at få problemer med at lade vandet de første døgn efter operationen, og der vil være svie ved vandladningen. Det kan være nødvendigt at tømme blæren med et kateter hver 3.-6. time, indtil vandladningen kommer i orden. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt, at du selv lærer at tømme blæren med et kateter.

Ikke sjældent kan der komme blærebetændelse, som kræver antibiotisk behandling.

Enkelte kan få ufrivillig vandladning i forbindelse med stærk vandladningstrang.​​​

Redaktør