Cyster på æggestokken

​Symptomer
En cyste på æggestokken giver ofte ingen symptomer. Hvis en cyste bliver stor, kan den medføre tyngdefornemmelse og øget omfang af underlivet.

Undersøgelser
Ved mistanke om cyste foretages underlivsundersøgelse ultralydskanning. Endvidere vil man ofte tage en blodprøve med henblik på undersøgelse af mængden af et protein (CA125), som oftest optræder i højere koncentration ved ondartede forandringer i cysten. Ultralydskanning kan ligeledes bidrage til vurderingen af om cysten er godartet eller ej.

Behandling
Mindre cyster på æggestokken kan opstå som et led i ægudviklingen og vil oftest forsvinde igen uden behandling. I andre tilfælde kan det være nødvendigt at foretage operation. Hvis man antager cysten er godartet, bliver den som regel fjernet ved en kikkertoperation.

En kikkert bliver sat ind gennem navlen og tilsluttet et kamera, der viser operationen på en skærm. Operationen bliver udført med instrumenter, der føres ind gennem små åbninger i bugvæggen og vejledt af billedet på skærmen.

Ved store cyster og ved større mistanke om ondartet sygdom kan det være nødvendigt at foretage indgrebet ved en åben operation, der sker gennem bugvæggen. Samtidig kan det være nødvendigt, at fjerne hele æggestokken og æglederen.

De mindre cyster fjernes af læger ved en operation på hospitalets Afsnit for Dagkirurgi, hvilket indebærer indlæggelse og udskrivning samme dag efter behandlingen. ​

Redaktør