Moderkageprøve

​Du bliver tilbudt en moderkageprøve, hvis der er risiko for Downs syndrom, andre kromosom-sygdomme eller visse arvelige sygdomme i familien.

​​

Du bliver tilbudt en moderkageprøve, hvis din nakkefoldsskanning og doubletest har vist en risiko for Downs syndrom, der er højere end den fastlagte grænse (1 ud af 300). Du bliver også tilbudt en moderkageprøve, hvis der er visse arvelige sygdomme i din familie.

Moderkageprøven kan tages mellem ca. 11 og 16 graviditetsuger.

Ved at undersøge celler fra moderkagen kan man med meget stor sikkerhed afgøre, om fosteret har kromosomfejl eller visse arvelige sygdomme. 

Moderkageprøven foregår på Afsnit for Føtalmedicin. En specialuddannet læge udfører prøven sammen med en jordemoder. Der er ingen særlige forberedelser, men det er en god idé at tømme blæren inden prøven. Du er velkommen til at have din partner eller en anden voksen ledsager med.

Før selve prøven bliver du skannet på maven for at se, at fosterets hjerte slår, hvor stort fosteret er, om der skulle være mere end et foster, og hvor moderkagen ligger. Herefter stikker lægen en nål ned i moderkagen og tager noget væv ud. Du bliver skannet på maven samtidig, så lægen hele tiden kan se, hvor fosteret er.

Vævet bliver sendt til analyse på på Kennedy Centrets laboratorium.

Moderkageprøven tager 5-10 minutter, og du kan gå hjem efter at have slappet af i afsnittet i 30 minutter. 

Efter prøven kan du få menstruationslignende smerter, der som regel hurtigt går over. Du kan tage to smertestillende tabletter a 500 mg f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol og eventuelt gentage efter 6 timer. Vi anbefaler, at du tager den med ro resten af dagen.

Hvis moderkagen ligger, så lægen ikke kan komme ind i den, kan det være nødvendigt at udsætte indgrebet eller helt undlade det og i stedet lave en fostervandsprøve, når du er mere end 16 uger henne.

Du får svar efter tre hverdage på den første, hurtige analyse af tre kromosompar, blandt andet det, der har med Downs syndrom at gøre, samt kønskromosomerne. Ønsker du kønnet oplyst, kommer svaret med hurtig-analysen.

Resultaterne af den analyse, hvor alle kromosompar undersøges, får du efter 12-14 dage.

Skulle der mod forventning være tale om afvigelser fra det normale, kontakter vi dig telefonisk.

I ganske få tilfælde er vævet fra moderkagen ikke repræsentativt for barnets kromosomer, og så bliver du også tilbudt en fostervandsprøve.

En moderkageprøve indebærer ½-1 procent risiko for at abortere. Hvis der opstår sivende fostervand eller blødning, kan du kontakte Gynækologisk Sengeafdeling påtelefon38 68 36 87.

Redaktør